Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Brown Ale, Hjemmebryg v./ Lars H.

2016-03-07 20.59.38Styr på lakridssmagen …

Jeg modtog som nævnt tidligere et par gamle bryg fra det hedengange bryggeri Stronzo for noget tid siden. Af dem har jeg stadig en ‘blonde’ til gode samt denne – den glade giver Lars havde også sendt et enkelt af sine egne bryg med. Det er en Brown Ale med enebær og brændenælder. Ja, det er unægteligt ganske hipster, nyt/gammelt nordisk samt lige tilpas hippieagtigt til at det ikke bliver for meget af de to første.

Brygget fik en andenplads ved en ølsmagning i Ribe med 10 andre bryg og med 12 dommere. Jeg kan allerede nu afsløre, at vinderen ved det arrangement må have været ret godt.

Før man kan undersøge smagen, må man dog væbne sig lidt med tålmodighed. Skummet skal lige falde først, og det tager godt nok sin tid. Hvis man prøver at skynde på brygget, løber det ved siden, og det lærer skummets standhaftighed én hurtigt. I mellemtiden kan man nyde den søde duft af chokolade, der maner den værste (og den næstværste … formentlig også den tredjeværste) mistanke om fejlgæring effektivt i jorden. Skummet i sig selv er jo også flot – omend måske lidt lyst, men brygget lægger sig også i den lyse ende af genren.

Og det smager også godt – skummet altså … ligesom brygget, når man endelig når ned til det, og kan tage sig en rigtig mundfuld.

En fyldig bølgebrænding af sødme og humlebitterhed ruller gennem munden. Sødmen mærker man først som blød og venlig mælkechokolade. Der er nødder i chokoladen, og dem smager man efterhånden mere og mere. Et indslag af sød lakrids viser sig også. Det giver brygget en krydret bund, der er helt uden den mundfornemmelse af tørt lakridsstøv, som alt for ofte har ødelagt lakridsindslaget i ellers lovende bryg.

Lars styrer åbenbart brygprocessen bedre end flere kendte bryggerier, der ikke har ordentligt styr på lige netop lakridsindslaget. Måske skyldes det bare, at Lars har brugt enebær i stedet for lakrids … jeg skal ikke kunne sige det. Og det er også ligemeget, for om den gode smag skyldes det ene eller det andet ændrer ikke ved det vigtigste, nemlig at smagen er god.

Godt arbejde!

4-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 10. juli 2016 — 22:31

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme