IPA’ens svar på Hof …
Jeg kommer vel ikke uden om endnu engang at undskylde for stilheden på bloggen. Mine ølaktiviteter har som bekendt spredt sig til flere domæner, og her på det sidste er det ligegodt videoerne der har optaget mest af min tid.
Senest anmeldte jeg denne øl med dertilhørende appendix om en af mine kæpheste, vækkelsesprædikanten Torben Søndergaard, der først på året blev kendt i TV2-serien “Guds Bedste Børn”. Jeg har fulgt ham siden starten af 10’erne, hvor et DR2-program gjorde ham kendt som en af de få kristne herhjemme, der offentligt og lidenskabeligt bekæmpede evolutionsteorien. Han var anledning til mit første spæde forsøg på at starte en YouTube-kanal under navnet Partypagan. Alle videoerne fra dengang ligger der endnu, men jeg er for længst holdt op med at bruge kontoen til noget og vil i fremtiden fortsat poste på kanalen ‘Hopswatch‘.
Jeg har on-off fulgt ham på sidelinjen siden, men har først her for ganske nyligt fundet motivationen til at tage tråden op igen fra dengang. Efter den retfærdige mediestorm der rejste sig, da det viste sig at han traumatiserede børn med sine djævleuddrivelser, og invaliderede folk med sit kvaksalveri, rejste han i begyndelsen af året til USA, et land der som bekendt – sagt diplomatisk – udviser en noget større tolerance over for hans slags end vi gør herhjemme.
D. 24. juli kunne B.T. så fortælle, at han ville søge asyl i USA, fordi han føler sig åh så forskrækkeligt forfulgt i Danmark. Det på trods af at der – mig bekendt – overhovedet ikke er rejst nogen sager imod ham, hverken af privatpersoner eller myndigheder. Man kan se min reaktion på Torbens beslutning her, og her kan man – udover at se min videoanmeldelse af nærværende øl – også blive klog på, hvad Torben Søndergaard ellers går og fordriver tiden med i Guds eget land.
Kort fortalt håber jeg på, at hans asylansøgning afvises med lige så hånlig latter, som den jeg selv opkastede, da jeg først læste artiklen. Efter hjemsendelse ser jeg frem til at han konfronteres – ikke med myndighederne – men med de privatpersoner, hvis liv han har ødelagt. Han har foregøglet helbredelse, overtalt folk til at sælge deres hjem og opsige deres job for så at flytte hundredevis af kilometer – tit over landegrænser – for at bo i hans sektsamfund. Lur mig om ikke det i virkeligheden er de røvrendte eks-sektmedlemmer, han nu prøver at skjule sig for.
Men nok om svindleren Torben Søndergaard. Det skulle jo også gerne handle lidt om øl. Brygget her er en overligger fra tiden i København – dem er der stadig en del tilbage af.
Svagt skummende og så lyst, at man skulle tro, der var tale om en industriel pilsner, slår brygget fra starten ikke ind på nogen særlig interessant kurs. Tværtom befinder man sig tydeligt i hovedfærdselsåren sammen med så mange andre upåfaldende skuder i samme jævne strøm på vej mod det samme, nærmest ligegyldige og alt for kendte mål. Duften får måske kursen til at afvige en lille smule – vanille- og rosenbladsnoterne er jo en udelt nydelse, omend langt fra fremmede for genren.
Men så kan det ellers være, at der rettes ind igen, så snart glasset sættes for munden. Det er let, det er tamt, det glider lige ned, og kun spredte indslag af blomstersødme og grannålestik afslører, at det er en IPA, der er tale om. Brygget her er en pendant til Carlsberg Hof, Tuborg Grøn og Budweiser – blot i en IPA-udgave, der – indrømmet – giver nyderen lidt mere aroma at glæde sig over, men i spænding og udfordring til smagsløg næppe yder mere, end man er vant til fra hine industrielle standardprodukter.
Det måtte vel ske på et tidspunkt, at IPA’en gled ned og blev lige så tam og almindelig som pilsneren. Jeg havde dog ikke ventet, at et velrenommeret amerikansk mikrobryggeri skulle være den aktør, der trak den ned i dét dynd.
