Lidt for ukompliceret …
Og mens jeg har fedtet med at få skrevet dette indlæg, har Svend Asmussen, efter et langt og smukt liv, startet et nyt band sammen med David Bowie og Lemmy Kilmister – og mon ikke han kan lære Døden et par tricks før den igen skal spille til næste Allehelgen? Tragisk, men måske heller ikke uforventeligt af en mand, der ville være fyldt 101 år i slutningen af måneden.
Anderledes tragisk er der med statistikeren Hans Rosling, manden der kunne forklare verdens sande tilstand som ingen andre ved hjælp af æbler og pærer. Jeg gætter på, at valget af Trump og de gentagne løgne fra dennes stab, fik ham til at opgive ævret. Med folk som Sean ‘Period’ Spicer og Kill-em-all ‘Alternative Facts’ Con-Job risikerer man at puffe selv den mest hærdede fact-checker ud over kanten.
Må de hvile i fred, helt uden selskab fra ofrene for Bowling Green-massakren. Vi andre bliver og tager endnu én for holdet.
Nogle gange kan man godt bare bruge en ukompliceret pilsner. Sådan én byder The Brooklyn Brewery på; en amerikansk pilsner uden dikkedarer. Dikkedarer på amerikansk, især når det gælder pilsnere, betyder typisk alt for meget vand og alt for lidt øl. Vi kender det fra rædsler som Busch Light og Pabst, mens den amerikanske Budweiser – i hvert fald i mine øjne – ikke med rette kan beskyldes for at være mere tynd end vores hjemlige industrisprøjt.
Den her har jeg alt andet lige lidt større forventninger til. Trods global eksport er The Brooklyn Brewery stadig et mikrobryggeri – i hvert fald efter amerikanske forhold. Mine tidligere anmeldelser af bryggeriets øl rammer relativt højt, så forventningerne er også deroppead. Indledningsvis ser brygget nu gangske tilforladeligt, grænsende til det uanselige ud. Kobberrødt med hvidt skum, der ikke gør noget væsen af sig. Duften lægger sig i det blomstrede hjørne – hyld med et skarpere stik af bergamot, og allerede her blandet op med en kende for meget vand.
Aromaen byder på lige dele søde og syrlige æbler, alternerende med friske paranødder ved gummer og mandler. Et rart, blødt, mildt smagsbillede, hvor en vigende fylde og snigende vandighed alt for hurtigt melder sin ankomst og indflydelse.
En brændende fornemmelse i mavesækken og godkendt eftersmag af løvtræ er desværre ikke helt nok til at rette op på et overordnet pilsnerindtryk, der i sidste ende fremstår mindre fyldigt og mindre bidsk, end førstehåndsindtrykket stiller i udsigt. – Og mindre bidsk, end hvad man ville forvente fra et mikrobryggeri, nota bene.
