Sikken’ fest …
Det er desværre begyndt at være en dårlig vane, det der med at der går lang tid mellem indlæggene. Jeg er begyndt at arbejde igen – i fiskeindustrien, og desværre er jeg ofte så smadret fysisk når jeg kommer hjem, at jeg ikke rigtig orker at arbejde på bloggen. Jeg orker heller ikke at lave videoer for tiden, så det kan jeg heller ikke bruge som undskyldning.
Damned if I do, damned if I don’t – med og uden arbejde får jeg ikke skrevet. Men det skal være løgn, skal det. Nu vil jeg skrive endnu et indlæg, og smøre lidt ekstra tyk glasur på som kompensation for de udeblevne dage.
Sidste prøvesmagning fandt sted natten mellem 28. og 29. september. D. 28 var den sidste lørdag i september – Siløsep – som det forkortes på Rødovre Gymnasium, der holder sin årlige gamle elevfest netop på den sidste lørdag i september under dét navn.
Det er 25 år siden, jeg dimitterede. Så jeg havde fundet vej hele vejen fra Thisted for at slutte mig til en lille hård kerne fra dengang, der havde været vakse nok til at huske os på jubilæet over fjæsen. Det blev til nogle glædelige og hjertelige gensyn. Overraskende lidt pinligt. Der blev spist, drukket (kedelig Royal Pilsner – men så slap jeg da for at tage noterne mellem alle anekdoterne om de gode gamle dage), sludret – blandt andet om, hvordan nogle fra klassen var flyttet til udkanten … Vordingborg fx (*fnys* Vordingborg – udkant … hvor nuttet), danset lancier – et syn det må have været, thi det havde jeg ikke danset siden dimissionen, tror jeg.
Men det gik uden brækkede ankler eller det der var værre, således at jeg efter festlighederne stadig var i stand til at spadsere til mit logi for natten. Min gode ven Marcus’ lejlighed i Valby en halvanden kilometers penge derfra.
Og han stillede selvfølgelig an med både natmad og godtøl. Generøs og storhjertet som han er. Det havde han bestemt ikke behøvet. Min tilstand var faktisk ikke den allerbedst egnede til at prøve øl af aftenens kaliber. Men nu er det jo ikke så tit, vi har lejlighed til at mødes længere, så der var jo ligegodt en dag der skulle gribes.
Om bryggets navn kunne Marcus fortælle, at Black Ops er en forkortelse for Black Operations, et slangudtryk for især hemmelige militæroperationer, som den amerikanske hær ikke står bag, og som i hvert fald heller ikke finder sted. Øllet ser også ud til at have været markedsført som en øl, der ikke findes. Men hvis den fandtes ville den have været en Russian imperial stout med yada yada yada – den sædvanlige selvrosende smøre.
Alt hvad jeg refererer her, er i øvrigt stykket sammen fra en optagelse af min og Marcus samtale på min telefon. Brudstykker af den virker bekendte, men hvor ville jeg have været evigt ude af stand til bare tilnærmelsesvis at rekonstruere noget fra nattens udskejelser, om jeg ikke havde haft min nedslidte, men i situationen trofaste telefon med optagefunktion ved hånden.
Om denne individuelle øl knyttede der sig en noget mere spændende historie, end firmaets skalkagtige markedsføring. Den var medbragt helt ovre fra USA af Marcus tvillingebror, som han kalder ‘klonen’, men som i virkeligheden hedder Joachim. Han har faktisk også været med på bloggen et par gange, men i en noget mindre prominent rolle end Marcus.
Det gode i øllet, kunne Marcus berette, kommer dog fra det bornholmske solskin, idet Joachim angiveligt havde ladet øllet lagre i sin vindueskarm på sit kontor på Bornholm i godt og vel et halvt år.
“Det dårlige i øllet kommer fra …”
“Det bornholmske solskin?” bryder jeg kækt ind på optagelsen med munden fuld af natmad.
“Nej-nej-nej-nej!” forsikrer Marcus ihærdigt, “for en af de andre unikke ting, som Bornholm kan for Danmark …”
“Det er Fiske-Finn …”
Den upassende, småstereotype og aldeles ufølsomme kommentar fra bloggeren leveret på pivfalsk rønnefin bliver prompte ignoreret, idet Marcus returnerer: “baggrundsstråling – suverænt Danmarks højeste …”
“Og Fiske-Finn!”
“Nej, men selvom vi troede, han var død og borte, så kunne det også være, at Krølle-Bølle havde været forbi og dyppe sin pung i det her.”
Herefter bryder kontinuiteten i optagelsen en anelse sammen, da Marcus udtrykker sin højlydte begejstring over bryggets duft. “Det skal siges at Kaj og jeg nød et glas portvin før maden – og det fortsætter vi så med. Det er portvin som øl, det her!”
“Den er i hvert fald sort,” konstaterer jeg tørt ved skænkning, idet det meget hurtigt bliver klart, at brygget ikke er blevet bleget af hverken solskin, baggrundsstråling eller Fiske-Finn. Skummet forlader til gengæld scenen hurtigt – som om det ikke havde noget at gøre der, da duft og kulør opfylder sansernes hunger så aldeles rigeligt.
Lakrids med en tæt portvinsbund og -sødme udgør krop og aroma. I eftersmagen spores friske valnødder – næsten som en forsmag på den jul, der også efterhånden rykker nærmere (og allerede er full blown i visse supermarkeder). Overraskende let er den alligevel i betragtning af den meget tunge olfaktoriske indledning. Og det er ikke usædvanligt for typen.
“Det er som om, at man for at understrege de finere pointer i den, har isoleret det, der ellers ville blive skjult i den. Ligesom hvis man siger: nu spiller vi alene diskanten,” begynder Marcus. Jeg nikker – halvejs i stupor efter en seks timers togtur, fem timers besøg hos min far med familie, så druk på mit gamle gymnasium, lanciers og nu Marcus. Heldigvis blev jeg fri for at fortsætte den begavede ordstrøm. “Hver evigt eneste gang vi optager øl, bliver jeg lamslået over, hvad vi nu finde på at sige af prætentiøst bullshit.”
Og deri havde Marcus evigt ret. Angiveligt er det også det, der gør min ølblog læselig, har mange hævdet. At den ikke kun står på tørre anmeldelser, men også saftige anekdoter.
“Der er en doven chokolade inde over …” i Marcus lette overrislet hed og min fyrre hestes brandert blev der på den over 25 minutter lange optagelse ikke sagt meget mere om denne 11,6 procents alkoholbombe. Begejstringen var imidlertid til at tage og føle på, og brygget skal have en karakter derefter fra mig.
Hvad Marcus ville give den, må jeg spørge om ved lejlighed.
Jeg skylder en særlig tak til mine gamle gymnasiekammerater, der endnu engang kunne mønstre tålmodighed nok til at tolerere mig in the flesh. De havde selvfølgelig også tre års øvelse … der alligevel lå hele 25 år tilbage.
Det er alligevel imponerende.
**** med en option på ***** hvis den ikke har et halvt års solskin og radioaktivitet i bagagen.