Har det overhovedet en betydning?
I mit seneste bageeksperiment ville jeg prøve noget fuldstændig afsindigt …
Eller – nej, det var det faktisk ikke. Men det var sjovt at skrive – og se hvordan forventningerne pludselig steg.
Ikke desto mindre prøvede jeg nu alligevel at hæve ambitionsniveauet for mine bageeksperimenter en anelse. I stedet for at tage to meget ens øl – Wiibroe og Gl. Carlsberg er omtrent lige stærke, lige mørke og koster omtrent det samme – forsøgte jeg med to portere i hver sin ende af brutalitetsskalaen.
Til det ene brød valgte jeg derfor Royal Unibrews ‘Royal Stout’ – en industriel stout, der ikke desto mindre leverer en mere end adækvat oplevelse. Til det andet valgte jeg den klassiske Limfjords-Porter – yderligere præsentation er næppe nødvendig, men for de arme stakler, der ikke bar prøvet den supermarkedsklassiker endnu er der kun at udspy et forarget “fy!” fulgt af en aldeles uvenlig og meget bestemt henstilling om omgående at prøve dette fandenivoldske lakrisale og røgede vidunder.
Med to så forskellige øl måtte der da for pokker være en mærkbar forskel. Så var det bare at få brødet bagt, og prøve løs …
Men nej … Brødet blev igen rigtig godt i begge tilfælde. Igen glædes man spontant over først dejens og siden brødets fine mørke kulør. Det ligner grangiveligt det rugbrød, jeg fik som barn, og som langt fra var så saftigt, fyldigt og aromatisk af tung, mørk malt, en snert karamel og en antydning af koriander som dette er det.
Det er ikke småting, porter og stout gør for rugbrød. Men om man bruger den ene eller den anden, synes mildt sagt underordnet. Selv en næsestyver af en lakrids- og røgbombe som Limfjords-porter gør ikke væsentlig – eller på nogen måde gunstig (eller ugunstig) – forskel på resultatet end den velmaltede, rare karamelkaffe fra Royal Unibrews industribryggeri.
Så småt kunne jeg begynde at tvivle på, om øllet i det hele taget gør nogen forskel. Så nu er det sikkert – senere vil jeg lave et kontrolforsøg, hvor det ene brød brygges med en tung, fyldig øl, og det andet med postevand.
Så skal vi se hvad – eller overhovedet om – det nytter.
Men først er der lige endnu et par maltøl, der skal afprøves. Forbliv indstillet.