Jeg kunne næsten ikke få luft – og det kunne ikke blive meget bedre, hva’ – men så gik den heller ikke længere. Det fuldstændig absurd høje niveau for denne serie konceptøl måtte dæmpes en anelse – men så igen kun en anelse.
Det startede ellers lovende med en let anretning af højt, kridhvidt skum oven på et nydeligt mørktgyldent, tåget bryg, der dog stadig havde langt op til den uforlignelige ‘Kakerlakpulers’ indhold af restgær. Skummet var en klasse for sig – det var som om det bare ikke ville vige og, da det endelig gjorde, udkæmpede en nærmest desperat dødskamp for at undgå det. Duften er typisk IPA-agtig, kraftigt sød med toner af søde æbler, hyldeblomst og blommer.
Og det fortsatte sådan set også lovende med god bittersød smag, som man kender det fra en IPA. Det er en hård smag, der tæsker løs på smagsløgene med humle uden omsvøb, tilsat appelsinnoter. Det er på dette tidspunkt rigtig, rigtig godt, og det hele munder næsten ud i en oral orgasme af en eftersmag, der først rigtig mærkes efter at brygget er nedsvælget – en tør, kraftig humlebitterhed, der giver baghjul til prominente topkvalitetspilsnere som Urquell og Boston Lager.
Men det er desværre kun i begyndelsen.
Jo længere ned man kommer i glasset, desto mere tager en klæg gærsmag over, og dominerer mere og mere. Jeg havde ellers håbet, at hvis man ventede længe nok med den næste slurk af det fedtede glas, ville det nok blive bedre – men som da Brodtgaard måtte give afkald på bimsetøjet, så udeblev gevinsten desværre. Det kan godt være, at der var mindre restgær end i ‘Kakerlakpuler’ – desværre var der også rigeligt til at reducere en ellers overordentligt lovende øloplevelse. Eftersmagen formår dog, som en lykkepose i pølseenden, at bevare sit bid, så det trods alt ikke bliver den rene underskudsforretning.
Den lidt kedelige afslutning rokker da heller ikke en tøddel ved den eksceptionelt gode indledning og de fire stjerner, der er mere end fuldt fortjente.
