Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Brinkholm Frugtbar Pale Ale, Bov Bryg

Citron er selvfølgelig også en frugt …

Det er til tider hårdt at se, hvordan de mennesker man kender, i modstrid med hvad den gode H. C. Andersen skrev i eventyret “Hvad Fatter Gør”, ikke bliver kønnere med alderen. Tag nu fx min gamle drikkekammerat Karen Jespers… nåhr nej, så gammel er jeg heller ikke – Pernille Rosenkrantz-Theil, der i en video fra det efterhånden temmelig asociale parti Socialdemokratiet, hælder vand ud af ørerne så man næsten må iføre sig dykkerdragt om, hvordan man allerede i vuggestuealderen skulle kunne udpege børn, der senere hen vil få det svært i livet.

Skilsmissebørn fx. Jo jo – selvfølgelig kun hvis forældrene ikke kan finde ud af det, og det passer jo heldigvis ret dårligt på min eks og mig. Men jeg føler mig alligevel truffet af sådan at være i hendes og hendes magtliderlige, asociale partifællers sigtekorn. For der skal sættes ind, skal der – med fortsat flere nedskæringer, strengere straffe, voldsommere sanktioner – mod både børn og forældre selvfølgelig – mere af alt det, vi allesammen godt ved i forvejen virker stik mod hensigten. Ligesom ghettopakken og burkaloven aktuelt kun vil blæse problemer, der hhv er i bedring og reelt ikke-eksisterende op, så de ramte kun vil havne i et endnu dybere morads, end de var før.

En god nyhed er deriomod, at min ekshustru blevet gift igen. Så er børnene vel heller ikke helt så meget skilsmissebørn mere, selvom det jo nok ikke skal få socialdemokraterne til at holde sig tilbage. Hvordan man i øjeblikket netop i ghettopakken kriminaliserer flere familier, der i generationer har boet her i landet, blot fordi de har udenlandsk baggrund viser med al tydelighed, hvor lille et hjørne der skal være blottet, før de sætter ind med hele regimentet. Som barn af tyske indvandrere kan jeg vel dårligt nok føle mig sikker særligt meget længere.

Til gengæld er børnenes nye bonusfar en guttermand, der allerede har langet denne øl ud til anmeldelse på bloggen. Den stammer fra et lokalt samarbejde mellem andelsgården Brinkholm ved Tryggevælde Å – de har leveret malten – og Gavnø Slot. Det er et meget lokalt projekt, som den gode Malte (det er ikke gas – det hedder han faktisk) havde meget godt at sige om. Selv er jeg rigtig glad for, at min blog sådan når rundt i hjørnerne af den danske brygverden, hvor jeg får fingre i øl, der ellers kun kommer et lille lokalområde til nytte.

Lettilgængeligt kan det kobberfarvede, lettågede og tætskummende bryg umiddelbart ikke beskyldes for at være. En markant og sødlig odeur af banan rammer snart duftorganerne idet brygget skænkes. Smagen er skarp af umoden banan og vådt træ. En tæt gærfylde giver rigeligt til at mætte hele mundhulen – men oplevelsen kvalificerer altså langt fra som entydigt god.

Gærelementet er for fremtrædende, og det frugtige der fremhæves i etiketten er ikke umiddelbart nemt at finde. En bagvedliggende syrlighed af citron er med til at gøre brygget endnu sværere tilgængeligt – men det er da for så vidt frugtigt.

Jeg ved ikke, om jeg måske har fået fat i et dårligt eksemplar, for hvis det er meningen at den skal smage på denne måde så er den nok for avanceret for mig.

Malte skal i hvert fald have tak for at have beriget min ølverden. Uanset kvaliteten er anmeldelsesprocessen altid en fornøjelse – ikke mindst når brygget ikke sådan lige er til at få fat i.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 13. juli 2018 — 11:35

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme