Den rigtige smag af banan …
Gedved gav mad, Marcus gav snacks, og jeg gav som bekendt øl. Derfor var det også mig, der bestemte rækkefølgen på øllene. Jeg valgte at starte med det lette, for at vi så kunne bevæge os frem til det tungere, mørkere og sejere.
Det var derfor oplagt at begynde med Bryghuset Braunsteins ‘Økologisk Hvede’. En øl, jeg ikke selv havde høje forventninger til. Dette gjaldt også mine medsmagere, og af enslydende årsager. Ingen af os gider egentlig hvedeøl længere. Vi havde vores hvedeølsperioder tilbage i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, hvor tysk hvedeøl var det eneste alternativ til det jævne danske pilsnersprøjt, der dengang stadig var altoverskyggende og -dominerende.
Personligt finder jeg desuden kvaliteten hos bryggeriet svingende. Tidligere på året prøvede jeg i selskab med Gedved, bryggeriets “American Ale“, der uden at være ækel, alligevel var ganske intetsigende. Til gengæld har bryggeriet formået at give Coops gamle discountmærke ‘Pokal‘ et løft ved at genopfinde det som økologisk kvalitetsmærke.
Gedved og jeg bemærkede straks den kraftige bouquet af banan, der sin styrke til trods formåede at forblive rar, sød og aromatisk, frem for spritskinger, som den gerne er det i lyse belgiske, eller belgiskinspirerede Tripels. Marcus derimod fik associationer til stenstrande med en strandmole, og den særlige duft, han forbandt dermed. Han bemærkede i øvrigt flere gange under seancen, at mens jeg forsøgte at beskrive øllets smage ved at sammenligne med noget konkret – her altså banan eksalterede han selv gerne i at beskrive det med de associationer, øllet tilvejebragte for ham. Det skulle blive til flere spændende eksempler i løbet af aftenen … jeg håber, jeg har noteret flere af dem ned, for ellers er jeg langt fra sikker på, at jeg kan huske flere.
Bananindslaget går i dén grad igen i smagen, lige så tydeligt som i duften og heldigvis fortsat lige så forfriskende uvæmmeligt som dér. Bananen er ikke for sød, ikke for syrlig og navnlig ikke for sprittet og alligevel er der lige nok af alle tre dele til, at oplevelsen er intakt. Man frygter undervejs, at én af de tre – sødmen, syrligheden eller alkoholen tipper og bliver for dominerende. Men det sker ikke – til gengæld forbliver spændingen intakt. En vellykket, frisk og venlig sommerøl.
Gedved var ikke synderligt imponeret over det lyse, for hvedeøl ikke specielt højtskummende bryg. “Den er trinnet over Tuborg Julebryg, som jeg end ikke drikker, hvis jeg får den tilbudt gratis. Men denne ville jeg tage imod.” hvorefter han tilføjede, at den som hvedeøl egentlig var god og indeholdt relativt meget smag – men som øl var den ikke videre spektakulær.
Marcus var inde på samme generelle kritik af hvedeøl, og illustrerede det med en lille anekdote om Harboes Grapesodavand: “Hvis det var den sidste der stod der, ved siden af grapesodavanden – den sodavand, man ikke gad, men som man alligevel tog, når der ikke var andre tilbage – og så viste den sig alligevel at være forfriskende på sin helt egen måde. Men hvis den stod ved siden af grapesodavanden, så ville jeg nok tage øllen.”
Jeg måtte erklære mig ganske uenig med de to medsmagere. Dette er – om ikke en af de bedste, så i hvert fald rigtig gode hvedeøl, jeg har prøvet. Og det er ikke bare en god én – som hvedeøl betragtet. Jeg synes også den er god, bare som øl.
Karakteren var vi derfor ikke enig om. Men som jeg har sagt så ofte før, så er øl en dejlig ting at være uenig om. For så er der mere til hver af de øl, man hver især kan lide – for man kan jo bare give de andre dem, man ikke selv kan fordrage.
Gedved:
Marcus:
Kaj:
