Sidste lørdag var jeg ude at spise fint. Jeg var på Charlottenlund Fort sammen med min familie og families venner i anledning af min fars 80 års fødselsdag. Stort tillykke til ham – han blev i sandhed fejret behørigt.
Selv fik jeg lejlighed til at prøve en enkelt ny øl. Ved den slags arrangementer prøver jeg at holde afprøvning af nye øl til et minimum, fordi det er distraherende både for mig selv og selskabet, det være sig når jeg skal notere, såvel som i dette tilfælde indtale en anmeldelse på min telefon.
Men jeg kan jo ikke lade være. Og props til restauranten for at have specialøl på menuen.
Det korngule bryg skummer højt og aldeles nydeligt. Duften er klassisk skarp og frisk, men en anelse dybere og mørkere end de superfriske lyse, man får fra USA og Amager. Der er mere fyr end gran over bouqueten.
Brygget blev serveret frisk fra en flaske, der næppe havde stået længe. Knasende skarp og frisk i aromaen var den med fyrige noter af gran og nyligt afhøvlet savsmuld. Eftersmagen er mere rund med en lidt mindre prikkende – men fortsat bitter aroma af hasselnødder.
En værdig IPA, ganske sikkert – uden at den på sin vis overrasker eller udmærker sig ud over det usædvanlige.
Jeg har endnu en enkelt anmeldelse ventende før det går løs med de fine bryg fra Munkebo Brewery. I anledning af, at det holstenske bryggeri Wacken Brauerei har truet førstnævnte med retssager, fordi de navngiver deres øl efter nordiske guder, vil jeg indlede en anmeldelsesrække af Munkebos øl. Munkebo Brewery vil få al den omtale de har brug for, mens det nok heller ikke skal skorte på stikpiller til Wackens tølper- for ikke at sige niddingagtige adfærd.
Forbliv som altid indstillet …