Laaaaangt fra målet …

Parallelt med Lottrup-serien, har Royal Unibrew også brygget en serie til ære for stifteren af et af de mange andre bryggerier, der har ladet sig opsluge i bryggerigiganten. Det drejer sig om fynske Albani og dennes stifter Theodor Schiøtz, som serien altså har navn efter.

Der er tre øl i serien (fantasien rækker åbenbart ikke til mere) – denne Pilsner, en IPA, som jeg faktisk fik smagt til Ølfestivalen i Lokomotivhallen i maj måned, men ikke formelt har anmeldt endnu, og endelig en mumme – en gammel dansk øltype fra Arilds tid. Også disse bryg er prydet af en lille røverhistorie om bryggeren på bagetiketten.

På denne øls bagetiket fremgår det blandt andet, at han var apoteker og botaniker. Det er mere historie, end det er røver, for røveren står Royal Unibrew snarere for – de hævder samme sted, at målet med dette bryg er at fremstille den ultimative pilsner. Jeg tillader mig ikke blot at øge min skepsis, men også sænke mine forventninger.

Det på trods af almindeligvis Saazerhumle (og Kazbekhumle, som jeg må krybe til korset og indrømme, jeg ikke kender) samt æble- og kvædesaft. Hipsterelementet er præsent til nogles fryd men til min irritation.

Øllet er i øvrigt skaffet med hjælp fra en læser af bloggen ved navn Christopher. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for hjælpen, men faktisk er jeg endnu gladere for at vide, at mine skriblerier åbenbart er af en sådan kaliber, at folk gerne vil hjælpe med midler, der kan gøre det muligt for mig at fortsætte min virksomhed.

Farven overrasker ikke. Korngult med hvidt skum … Jeg må snart prøve noget andet end pilsner, for mine visuelle beskrivelser kører vist på repeat. Duften af humle er markant og småkras. Det begynder faktisk slet ikke så ilde.

Brygget frembringer da også en vis velsmag, godt hjulpet på vej af karbonering så skarp, at den som små nåle perforerer smagsløgene, så den fløjlsbløde aromahumle rigtig kan gøre sig lækker på tungen. Det er rundt, rart og aromatisk, stigende til bittert og småskarpt ved mandlerne. Æble og kvæde blander sig adækvat og leverer en til det i forvejen milde smagsbillede velafstemt frugtsødme.

Det smager da godt. Men er det den ultimative pilsner …?

Undskyld, jeg råber, men …

… NEVAAAAAAH!

Heller ikke før karboneringen er taget af og efterlader brygget glat, dovent og uengageret smagsfattigt er brygget overhovedet i nærheden det ultimative. Det er til nød godt, men selv ‘meget godt’ er mange mil væk.

Og ja – brygget går fra at være velkontrolleret velgørende till at være jævnt kedeligt. Så meget for en ellers lovende indledning. Den kunne have været en let nydeøl. Nydelsen viser sig dog overordentlig flygtig, så der kun er det lette tilbage.

Men det startede da godt.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!