Flad Fejring
I år har vi ikke deltaget i noget 1. maj-arrangement, for det var dagen hvor lille Thyra blev født. Det er også min salig mors fødselsdag og min storebror har også en datter med fødselsdag på den dag, så det er så småt blevet en familietradition. Jeg synes jo bare, det er dejligt at være blevet far til endnu en, og det er jo bare en yderligere fordel, at der altid bliver flaget på dagen. Kendere af min blog vil vide, at det ikke gør mig noget, at det hvide kors i den dags anledning er pillet af Dannebrog – snarere tværtimod.
Men jeg skulle mene, at jeg var rimeligt undskyldt for mit fravær under de røde faner hin dag, og det var ikke demonstrativt, at jeg dagen efter fejrede den lille hjemkomst med en øl over temaet ‘blå’. Det var bare den øl, jeg havde valgt og jeg havde lyst til i situationen. Der var hverken for at være kontrær eller for at agere flagellant.
Blueberry Hill Ale er en overgæret øl tilsat blåbær ud over både byg-, hvede- og speltmalt. Yay! favoritten, spelt er i spil igen :-). Jeg synes jo egentlig ikke, man skal tilsætte øl andet end vand, humle, malt og gær, men ligesom tedrikkere skyr frugtte, så må jeg da indrømme, at jeg selv har haft mine citron- og solbærteperioder – især i de kolde vintermåneder. På den måde kan det jo faktisk give en ekstra dimension at tilføje øl noget ud over det tilladte, hvis ellers det fungerer ordentligt. Det går det ikke altid – og som i det linkede eksempel er blåbærindslaget tæt på at ødelægge mere end det gavner. Det var derfor ikke uden skepsis at samfundshjælperen blev fundet frem fra nøglebundtet.
Idet kapslen springer af flasken breder der sig øjeblikkeligt en kraftigt sød bouquet af søde frugter ud i rummet. Man fristes måske til at sige blåbær med det samme, men det er jo blot fordi man har associationen fra etiketten. Jeg synes, den er lidt mere ovre i nogle hindbærnoter, med alt hvad det indebærer af et lettere syntetisk islæt. Når først øllet, et fortrinsvis lystbrunt bryg med en dejligt restgærsgrumset karakter, er skænket dufter øllet ikke af særligt meget længere. En letsyrlig snert af småsure æbler er alt hvad det kan blive til, og det ærgrer allerede en smule.
Syrligheden mærkes også i smagen, og det endda temmelig markant. Det er ikke en bær- eller frugtsyrlighed der er tale om. Den har meget mere karakter af gær, en tør, lettere kras fornemmelse, der ikke er specielt vederkvægende.
Brygget mangler samtidig fylde. Det er halvtyndt og fladt i det, og eventuelle bærnoter er kun til stede i en diffus bismag, der diskret holder sig i baggrunden, som et halvskræmt vidne til, hvordan gæren som en anden bølle fører sig frem og mobber smagsløgene med sin syrlighed. Desuden smager de fjerne bærnoter mere hen ad solbær end blåbær – men det er i sig selv ikke en ulempe, da jeg også holder meget af solbær. I eftersmagen tager gæren helt over.
Det tog mig noget tid at nå igennem brygget, der i øvrigt ikke vandt ved at blive tempereret. Samlet set er det en vandet småvæmmelig omgang, der dog mere end noget andet er halvkedelig.
Det traf sig altså således, at jeg alligevel blev lidt flagellant ved at drikke det noget flade øl, endskønt det jo egentlig kun er noget man er, hvis man selv opsøger smerten. Jeg kunne ikke vide på forhånd hvor god øllen ville være, og – nårh ja, en decideret pine var den jo egentlig heller ikke.
– Men lidt flagellant er man vel altid, eller noget.
