Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Blue Mountain Stout, Gourmetbryggeriet

4-stjerner

Den skarpsindige læser vil have opdaget, at det ikke kun er øl, jeg tager under kærlig behandling i min blogs indlæg. Jeg kombinerer gerne mine anmeldelser med causerier om sprog, politik, musik, filosofi og andet, og som jeg sidder her ved stuebordet, klokken 6.42 en lørdag morgen i oktober, fordi min søn synes, der er langt mere interessante ting at tage sig til end at sove, er en nyhed kommet mig for øjen, som jeg bliver nødt til at kommentere.

Det er dagbladet Politiken, der kan afsløre, at danske slagtedyr stopfodres med store mængder genmodificerede fødevarer (GMO), vel at mærke uden at forbrugerne informeres derom.
Om GMO huserer en lang række myter og løgne, som fødevareindustrien har spredt. F.eks. at det er uskadeligt for mennesker og økosystemer, at det giver bedre økonomi, og at verden ikke kan klare sig uden. Man skal ikke tænke længe, for at tilbagevise samtlige disse løgnagtige påstande. Undersøgelser har påvist en mangfoldighed af skadevirkninger ved brug af GMO, og man skal enten være tumpe eller løgner for at benægte skadevirkningerne. Vores klamphugger af en fødevareminister benægter i vanlig borgerlig stil fakta, og lader fuldstændig hånt om hævdvundne liberale principper om gennemskuelighed i offentlig forvaltning og simpel etik.
Indtil vi får en mærkningsordning, er én metode til, om ikke at undgå, så i hvert fald begrænse omfanget af GMO i ens aftensmåltid at købe økologisk. Det er selvfølgelig ikke super billigt, men kan for det meste lade sig gøre. Inspiration dertil kan man med held finde i min kære vivs blogindlæg om vores indkøbsvaner herhjemme i hippiehyblen i Århus V.
Imidlertid skal man også være opmærksom på, at selvom man skulle få en mærkningsordning, eller endda et totalforbud mod GMO-produkter og -foder, indeholder konventionelle fødevarer, såvel vegetabilske som animalske, stadig antibiotika, insektgift, kunstgødning, stråforkortere, nitrit, sulfit og jeg kunne blive ved. GMO-frihed beskytter ikke mod dette. Der skal nok også mere til, for at stoppe GMO-producenten over dem alle, Monsanto, og deres totale krig mod Jordens økosystem og folkesundheden.
Vel, dagens udbrud er overstået for denne gang, og jeg vil nu gå over til, hvad det trods alt også handler om på nærværende blog, anmeldelse af øl.
I går var det min kære vivs fødselsdag, og det blev fejret på behørig vis med gaver, god mad og for mit vedkommende; godt øl! Fødselsdagsfestmåltidet bestod af en ordentlig røvfuld tæskestærk indermad. I mangel på Indian Pale Ale i mit køleskab valgte jeg i stedet en stout, hvis forventeligt bitre smag ville klæde krydderierne godt.
Det er nu ikke så meget bitterhed, der præger en Blue Mountain Stout. Ganske vist er brygget næsten uigennemskinneligt, men ellers minder det ikke meget om en bitter stout.
Duften er sød med en god tyngde, og også smagen er mestendels sød. Brygget er tilsat chokolade og kaffe, og chokoladen sætter sig præg på smagen. Kaffen mærkes knap så meget. Det bitre element findes som en subtil essens af brændt malt, der smyger sig rundt i mundhulen.
Man er ikke i tvivl om, at det er et udmærket bryg, med fyldig aroma og god smag. Det er også et plus, at bryggeriet skriver den anbefalede serveringstemperatur på flasken, så man får det bedste ud af brygget. Den formår også at passe fint til og smage igennem stærk mad. Men selvom det er en kvalitetsøl, magter den ikke noget ekstraordinært. Det nager også en kende, at man føler, man har smagt noget lignende, uden at der var tilsat malt eller chokolade. Selvom det måske hæver øllets karakter en smule er og bliver det unødvendige tilsætningsstoffer, der ødelægger simpliciteten.
En øl bliver ikke automatisk en gourmet-øl, bare fordi bryggeriet kalder sig det, det gør.
Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 01:16

3 Comments

Add a Comment
  1. Jeg kan ikke nære mig for at påpege en enkelt sproglig fejl i dit indlæg, Kaj. Det hedder altså India Pale Ale og ikke indian, selv om et kig rundt i den danske bryggeriverden viser, at du langt fra er den eneste, som laver den fejl.

    VH
    Søren

  2. Ups!

    Min tak for, at du har fundet og påpeget denne utilgivelige fejl må være, at jeg lader fejlen stå som et evigt monument over min uduelighed, frem for at formaste mig til at rette den og på den måde give et falsk billede af ikke at være en klamphugger, et hundehoved, en hængerøv, en luset amatør og et elendigt skvat.

  3. Mange tak, men lad det endelig ikke gentage sig. Jeg sætter dog stor pris på din selverkendelse…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme