Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Blanche de Namur, Bocq

Joeh – i betragtning af, at det er en wit-bier …

Jeg tror nærværende øl er den eneste øl, jeg indtil videre har anmeldt, hvis bryggeri har et ‘Q’ i sit navn. Jeg har altid syntes, at ‘Q’ var et fedt bogstav. Fuldstændig overflødigt og unødvendigt, for hvorfor dog have et særligt bogstav for k-lyden bare fordi den kommer før en v-lyd?

Og ja, det er helt rigtigt forstået; jeg elsker bogstavet, fordi det i bund og grund er fuldstændig overflødigt. Det er kun bibeholdt af etymologiske og (bilder jeg mig ind) æstetiske hensyn. For det ser sq da også smukkere ud, når man på engelsk eller tysk ser ordene “Quality, Equivalent, Quadrat” eller “Quasi”, sammenlignet  med det danske “Kvalitet, Ækvivalent, Kvadrat” eller “Kvasi”, synes I ikke?

Vel, det skal ikke skille os ad. Det er jo trods alt også øllet, der er det vigtigste.

Ifølge Google Translate betyder Blanche de Namur “Hvid fra Namur” og det var også, hvad jeg selv kunne oversætte det direkte til, så hvorfor dog have en oversættelsesmaskine, der alligevel bare siger det samme som én selv? Jeg foretrækker nemlig at oversætte det lidt friere: [Det] Hvide [Øl] fra Namur. Det er nemlig en vallonsk wit-bier fra hjertet af Belgien.

Så vi er ved det infame wit-bier igen, stilen jeg har slået hånden af på, ligesom jeg har med R&B og Dance-musik. Men som med alle øl jeg finder, så skal de helst prøves! Især når de endnu engang kan fås i Fakta til en billig penge.

Stilen wit manifesterer sig kraftigt. Det er en ultralys øl, lyst citrongul i løden og lettåget. Man er et øjeblik i tvivl om, hvorvidt navnet wit i virkeligheden hentyder til farven, og ikke til hveden den er brygget på. Det lyse ydre kunne næsten lige så godt beskrives som en mørk nuance af råhvid snarere end meget lys gul. Skummet er også lyst, næsten selvlysende hvidt, fyldigt cremet og med en helt overdreven overfladespænding. Det klæber til glasset i store flødeagtige klatter, efterhånden som øllet drikkes. Duften er syrligt frisk, men noget tynd. Den minder om lime i vand og er som sådan både rar og forfriskende – men også lidt intetsigende.

Det er en øl til ganen og svælget og ikke til smagsløgene. Den slukker effektivt tørsten med sin friske syrlighed, så selvom den ikke smager af så meget, overgår den allerede her de andre wit-bier, der er testet her på bloggen. De har mestendels smagt af gær, og efterladt en knastør gærkvalm fornemmelse i svælget, som man mest har lyst til at skylle ned – nogle gange endda ud – med et stort glas vand.

Det har man ingenlunde lyst til her. Øllet er vitterlig vederkvægende og så småt viser der sig faktisk også noget smag i brygget. Det er ikke kun en letgæret (på den rare fyldige måde) blanding af vand og lime. Den har også en tydeligt sød kant, der mærkes ved gummeranden med aroma af hyldeblomst.

Hele oplevelsen er dunlet, og hellere det end den gærede surhed, der indtil videre har været stilens kendetegn. Det behøver åbenbart ikke være sådan, og det var rart at finde ud af. Ikke desto mindre er det fortsat en letbenet – for ikke at sige tynd omgang, og jeg tvivler fortsat stærkt på, at noget wit-bier nogensinde vil blive oplevet som egentlig god af undertegnede.

Indtil videre er bedste resultat det nærværende, og kun lidt over middel.
3-en-halv-stjerne

Updated: 11. juli 2016 — 10:53

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme