Der blev som antydet i indledningen samt den første anmeldelse i nærværende tema testet mange øl den eftermiddag og aften. Det andet eksemplar var denne tyske stout – næsten allerede der en selvmodsigelse. Min agtelse for tysk øl er kun gået i én retning siden jeg begyndte at blogge om øl, og det er ikke opad.
Jeg vil stadig gerne indrømme dem evnen til at brygge en god gammeldags pilsner bedre end de fleste. Men selv på det punkt har ølrevolutionen overhalet dem. For slet ikke at tale om de nye moderne stilarter, som åbenbart er fløjet fuldkommen hen over hovedet på det ellers ret store land mod syd. Tyskland kan ikke længere leve højt på sin purisme og konservatisme. Det, der engang gjorde dem til en glimtende ledestjerne for, hvor man ville hen som industribrygger, er det samme, som enhver hånd- kvalitets- og mikrobrygger – plus ikke så få industriforetagender – i dag panisk flygter fra. Hals over hoved, med halen mellem benene, og sidstnævnte vel placeret i bagenden af det der blev nævnt som nummer to.
Netop derfor er det altid rart, når Tyskland i det mindste prøver. Helt galt går det jo ikke altid, men rigtig mange forsøg på at gøre udlandet (set med tyske øjne) kunsten efter, ender mildt sagt forkølede og halvhjertede.
Klog af skade sætter jeg aldrig forventningerne højt, når jeg får et tysk forsøg på hånd- eller kvalitetsbryg mellem hænderne. Og bedre bliver det bestemt ikke, når brygget skummer over allerede ved åbning, selvom optagelserne af, hvordan jeg panisk løber ud efter en klud (bare vent, det hele kommer på video), selvfølgelig ikke gør seancen mindre underholdende for seerne. Ole mente i øvrigt, at skummet lige så godt kunne være en kommentar til hans kørsel. Men da det høje skum aldrig var et lige så stort problem ved nogen af de andre øl, er jeg nu mere end tilbøjelig til at frikende ham.
Han er jo trods alt en ninja. Han kunne garanteret ikke engang køre råddent, selv hvis han prøvede.
Skummet – der ellers syner af ikke så lidt, brunt og fedtet som det er (og ud over det hele) – falder faretruende hurtigt. Bouqueten byder til gengæld på nogle af de kaffenoter, jeg savnede i Heavy Water. Resten af brygget peger til gengæld i retning af en Guinness, som – vil de fleste af mine læsere vide – kun er en tæt stout, hvis man er så meget et stakkels, forsømt og elendigt menneske, at man aldrig har prøvet en Limfjordsporter, eller det der er bedre.
Skuffelsen skyller også næsten drunknende gennem munden, og trænger straks ind i alle mundens afkroge med sit alt for forfriskende vand og alt for svage noter af kold kaffe, ledsaget af syrlige noter, der umiddelbart minder én om noget, man har om fødderne, når det er koldt.
Men netop som jeg får udtrykt min skuffelse, bryder øl-ninjaen ind. I stedet for at tænke stout, skal man tænke videre i tyske baner – på den sydtyske Schwarzbier. Straks giver brygget mere mening. De sure sokker udskiftes med en letsyrlig frugtnote, der gør sit til at gøre det lette, men stadig mørke bryg mere fordøjeligt. Drikker man det i forventning af en stout, bliver man skuffet. Men drikkes det som en Schwarzbier, ligger nydelsen pludselig på lur.
Helt oppe at ringe kommer brygget nu aldrig, omend brygget nu heller ikke er en så stor skuffelse som sidst Ole var ude for at se fænomenet Sort Sol. Om det er det brygget er opkaldt efter – eller bandet (næppe) – eller noget helt tredje vides ikke. Men stor uenighed var der ikke om bryggets middelmådighed, som Ole udtrykte med karakteren …
… mens jeg selv var en anelse mere rundhåndet med