Mørkere, men næppe bedre …
Jeg har følt noget trang til at ryste den fæle oplevelse fra i går af. Ganske vist nyder jeg samme sadistiske fornøjelse ved at skrive dårlige anmeldelser, som Thomas Treo på Ekstra Bladet. Faktisk er han mit store anmelderforbillede (there, I said it!), men lidelsen ved at skulle drikke det fæle stads er vel næppe heller mindre end at skulle tage med til hele to One Direction-koncerter to aftener i træk. Så det er ikke skæg og ballade hele tiden, og med alt det dårlige øl, der er i omløb er det ikke underligt, at jeg selv bliver lidt bitter engang imellem.
Og det er ikke den liflige bitterhed af Saazhumle, jeg tænker på. Men det får være. Saaz er jo Hancock-bryggeriets foretrukne humle, og ligesom deres Høker Bajer, er denne øl også krydret dermed. Ellers oplyses det på bagetiketten, at denne skulle være mere fyldig i smagen, da der er brugt lagermalt. Det er næppe at overfortolke og konkludere for vidt at hævde, at nærværende øl er tænkt som en mørkere udgave Høkeren.
Det er nu mest humlen, man mærker i duften. Den ledsages dog af mere brankede noter og en smule karamel, som jeg ikke husker at have oplevet i Høkeren. Visuelt er oplevelsen dog en væsentlig anden. Brygget er nydeligt mørkebrunt med off-white skum, der ikke falder for hurtigt.
Humlen prikker løs på tungen med en frisk træbitterhed, der også formår at levere lidt tyngde, og som ender med at brænde i brystet. Maltelementet er ganske afgjort fremtrædende med en blødgørende, letsød karamelnote, der nok formår at slå brygget ind på en lidt anden kurs end høkeren. Men uanset hvilken båd man er i – Høker eller Black – kan man stadig vinke til hinanden længe efter at man har valgt hver sin retning.
Umiddelbart husker jeg faktisk høkeren som både kraftigere og mere fyldig, og denne øl slår mig ikke umiddelbart som nogen større oplevelse. Men det kan jo skyldes, at Høkerens smag ikke længere vækker nyhedens begejstring hos mig, og derfor heller ikke gør det ved denne, dens mørke broder. Godkendt og velsmagende forbliver den dog, og især eftersmagen skal have rosende ord med på vejen. Alene eftersmagens langtrukkenhed imponerer, og så er det jo kun en ekstra bonus, at man kan mærke maltens småsøde fylde og humlens bitre sprødhed og vægt lige så længe.
