Voldsomhed med voldsomhed på …
Da jeg tilbage i februar var forbi Fish ‘n’ Beer på Amagerbrogade for at indløse et gavekort, jeg fik til min fødselsdag, fik jeg på anbefaling af indehaveren dette bryg med på rabat. Det kan ikke undre, da butikken faktisk har været med til at udvikle brygget i fællesskab med bryggeriet bag, Det Lille Bryggeri, der hermed får sin debut på bloggen.
Af bagetiketten fremgår det, at “[…] ideen opstod på Stockholm Beer & Whiskyfestival i 2012, hvor en samtale mellem Fish & Beer og Det Lille Bryggeri hurtigt blev til handling, og et samarbejde om en ølserie, der skal udfordre folks smagsløg opstod.”
Jeg kan allerede nu afsløre, at det bestemt ikke kun er tomme ord, men at denne øl nok skal udfordre løs, og skille nok så mange får fra bukkene.
Tag nu fx bare åbningen. Brygget blev nydt på tagterrassen på vores boligblok i selskab med vores nabo til et fælles aftensmåltid, og selv derude – i den friske aftenluft i 4. sals højde kunne bryggets milde bouquet af karamel og humle indsnuses fra det sekund kapslen var fjernet.
Skænkningen er en langvarig proces, hvor man næsten kunne have ønsket sig en plasticflaske, så brygget kunne blive trykket ud. Hældningen bød nemlig på visse vanskeligheder (eller udfordringer, som det hedder på DJØF’sk). Når konsistensen er at sammenligne med meget kold ketchup (endskønt brygget var oppe omkring samme antal celsiusgrader som alkoholprocenten på 11,1) så er en flaske sjældent den optimale opbevarings- og administrationsemballage.
Farven minder til gengæld ikke meget om ketchup – ikke med mindre ketchupen har stået meget længe uden at være kold. Mørkt som den sorteste nat, tæt som tjære og med matchende skum, der uden den mindste overdrivelse ligner kogende sukkermasse. Nu folder duften sig endnu mere ud, med en fed dunst af ristet malt og sød lakrids.
Og lige så fed som odeuren og bryggets sorthed er også aromaen. Alt for stærk kaffe blander sig med tyk, fed engelsk lakridsmasse. Fylden er overvældende, og minder om en hævet tunge efter et voldeligt overfald – eller som minimum efter en tur til en rodbehandling hos tandlægen. Mere konkret kan man kritisere lakrisen for at være en smule ude af balance, da den sammen med den rigelige restgær giver den helst undværede følelse af lakridsstøv.
Således ender brygget med akkurat at hælde lidt for meget til den voldsomme side. Voldsomhed er godt, hvis det resulterer i en intakt øloplevelse, men for denne blogger yder brygget lidt for meget voldsomhed alene for voldsomhedens skyld – og så misses den absolutte topkarakter altså.
Men langt fra toppen er vi nu ingenlunde. Ingenlunde overhovedet.
