Satans godt!
Det skulle blive til mere film i løbet af aftenen, forleden dag, da Marcus og jeg mødtes for at svælge i grillmad, dokumentar og gode øl. Den stjernespækkede teen slasher-parodi ‘Cabin in The Woods’ blev sat på, og dertil nød vi en af de fine nye lagrede bryg fra Amager Bryghus. Da jeg på lanceringsdagen indfandt mig på brygmatriklen i Kastrup, var det den naturligste ting i verden ikke kun at tage forsyninger med til mig selv, men selvfølgelig også til Marcus, der er en lige så stor nyder af Amager Bryghus’ øl, som jeg selv er.
Egentlig ville jeg have optaget det på video, når jeg prøvede denne øl for første gang, men fristelsen blev vel for stor. Meget apropos hævder etiketten at Black Donald er et af selve djævelens alter egoer, og for en gammel gnaven ateist som mig, gør det jo ingenlunde brygget mindre tiltalende – eller fristende om man vil.
Her kan man virkelig tale om et mørkt bryg! Alt lys blokeres fuldstændig af den tætte, seje tjære, af hvilken der er mere end rigeligt til to i blot én af Amager Bryghus relativt nye 0,33 l. flasker. Allerede ved åbning – og i den grad ved skænkning – vælter odeur af tæt, kvælende røg ud i lokalet.
Her er der virkelig tale af første klasses tørv, frisk ud af mosen, nødtørftigt (no pun intended) tørret og straks futtet af, til udelt fornøjelse for alle olfaktoriske nerveender i næseregionen. Væsken i øllet er vel nok residualvæden, nøjsomt opsamlet i en rist under rygeovnen, og næppe undergået nogen anden behandling før det er fyldt på whiskytønden.
Det er i hvert fald fornemmelsen man får – ikke bare når man snuser til øllet, men så sandelig også, hvis man vover at lade det komme inden for læberne.
En aromatisk eksplosion af engelsk lakrids, tjære og tæt, kulsort røg. Her er røgen blot hverken kvælende eller giftig … eller – ikke så man dør af det lige med det samme i hvert fald – men derimod livgivende og overvældende i al sin kompromisløse indgydning af begejstring og fornøjelse.
En øl til langstrakt, langsom og aldeles magelig nydelse er dette formidable brygmesterværk. Angiveligt den bedste i serien, hvoraf jeg stadig mangler den sidste øl. Egentlig ville jeg have gemt brygget her som den sidste, men sådan ville omstændighederne det altså ikke.
Skulle den sidste i serien af whiskyrøgede øl fra Amager Bryghus, The Black Cat, være endnu bedre vil jeg – ateist eller ej – frygte nemesis. Skulle den lægge sig et mageligt sted mellem denne ekstraordinære suppe af tjære og tørv, og Red Cap – der med sine 5 stjerner bestemt ikke er noget at fnyse ad, vil jeg formentlig kun frygte nemesis en lille smule mindre …
… for denne serie fra Amager Bryghus er vitterlig et orgie af velsmag, som kunne få den mest forstokkede gudsfornægter til at tro på – om ikke højere, så i hvert fald lavere magter.
Selv foretrækker jeg i den grad Boobrie ud af det skotske firkløver (ja, de irske associationer øger forvirringen, men det ER jo noget rod derovre). The Black Cat får andenpladsen på min personlige liste, så noget at glæde sig til.
Tak for en fremragende blog – som oftest allerbedst, når der er Amager i drageglasset!