Black Ale, Thisted Bryghus

Black Ale fra Thisted Bryghus skulle angiveligt være ‘den gamle brygmesters sidste overgærede øl’. Der tales formentlig om Peter Klemmensen, der forlod Thisted Bryghus i juni 2009. Gransker man hjemmesiden synes der imidlertid at være rod i kronologien.

Thi om den overgærede porter, Ronkedor, står der “Historien er, at når den gamle brygmester (efter egen mening) havde fremstillet ”verdens bedste” overgærede Porter, kunne han lade sig pensionere med den øl. Og det er nu sket!” Denne passus mere end antyder at hin overgærede porter var den sidste overgærede øl.

Men på bagsiden af Black Ale fremgår det, at “Den gamle brygmester har brugt en ældre metode med opvarmede lavasten til sin sidste overgærede øl”. – Man må formode, at der her menes den øl man står med i hånden, og ikke Ronkedor (som oven i købet er udsolgt, hvilket skulle være en slem skam).

I hvert fald er både Black Ale og Ronkedor overgærede. Men Ronkedor skulle være den sidste øl, og Black Ale den sidste overgærede øl, og dermed er den narrative konflikt en kendsgerning. For hvilken af de to øl, er egentlig den sidste?

Jeg håber da, at Thisted Bryghus kan forklare tingenes egentlige sammenhæng, for jeg forstår det i hvert fald ikke. Jeg har besluttet mig for at skrive et lille elektronisk brev til dem om problemet, som jeg håber de vil svare på. Korrespondancen vil selvfølgelig være at finde på nærværende blog.

Om det nu er Peter Klemmensens sidste øl eller ej, så slår den i hvert fald den nye brygmesters første bryg med flere længder. Først og fremmest er der ikke tilsat sulfit i. Det taler ikke til den nye brygmesters fordel, at det på den måde antydes, at den tilsatte sulfit er en praksis, der er kommet med vagtskiftet i værkførerkontoret.

Farven er smukt sort med et brunt skum som man næsten kender det fra Limfjords-Porter. Blot er det ikke helt så tæt, idet det bruser lidt mere. Det skyldes garanteret den tilsatte kulsyre. Duften er ikke specielt kraftig, men alligevel meget interessant. Den er både blomsteragtigt sød, kombineret med tungere indtryk som lakrids og chokolade. Måske virker den en kende parfumeret, men det er ikke noget, der skæmmer den samlet set vellykkede prolog.

Smagen er slet ikke så ringe endda!

Black Ale har en kraftig, fyldig, gennemtrængende sødme, med flere spændende nuancer af især karamel, lakrids samt en aniskarakter, der næsten får den til at brænde på tungen. Ingen af disse aromaer skyldes tilsætning, forstås. Der er ingen tilsat lakrids, karamel eller “naturlige aromaer” til dette prægtige bryg. Den slags kunne den gamle brygmester (med lidt hjælp fra Vulcan, naturligvis) sandelig klare selv. Det er ren brygteknik, når den er allerbedst. Som der står på bagsiden af flasken: “Metoden giver […] en ganske særlig aromatisk karakteristika (sic) til øllet.” Man kan jo næsten tilgive Thisted Bryghus den ubehjælpelige stavning, når man har valgt at forfine brygteknikkerne i en sådan grad frem for at lære græsk og/eller latin ordentligt.

Den initiale sødme afløses af en godt gennembrændt, bitter maltsmag. Først melder den sig som en aroma, der blidt fylder mundhulen ud, og pludselig i et voldsorgie begynder at tæske løs på tungens bagerste smagsløg.

Der er dermed godt med både sødt og bittert, og fylde og aroma er mere end godkendt – det er faktisk tæt på topklasse. Med den aggressive bitterhed og de mange spændende søde nuancer er det både en heavy metal-øl, og en øl for fans af den knudrede jazz … eller begge dele.

Der er dog også en smule spritsmag, hvilket måske ikke er helt uventet med en alkoholprocent på 8,2. Nogle vil mene, at spritsmagen komplimenterer øllets øvrige udtryk godt, men jeg synes faktisk, den er lidt for påtrængende. Eftersmagen er på godt og ondt besk. Den minder én om, hvilken stor, bitter oplevelse øllet var at smage på, men det er nok en smag, der føles bedst mens øllet drikkes og ikke bagefter.

Det er alt i alt prægtigt håndværk, men alligevel lige akkurat for ubalanceret til at være med i den absolutte top. Men det er under alle omstændigheder fantastisk, hvilke resultater man kan med lidt malt, humle og gær (og antioxidant, men den kan man næppe smage). En rigtig efterårs- og vinterøl, og måske endda juleøl, hvis de gængse juleøl bliver én for søde.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!