Nu var jeg jo egentlig færdig med spritterøllene. Men så ser man denne her i Kvickly i Nordcenter Stor, netop som man er ved at købe remedier til fejringen af sin elskede vivs fødselsdag.
Jeg husker svagt de udendørs fester i gymnasietiden, hvor vi sad i rundkreds om bålet til tonerne af ustemte spanske discountguitarer og skrålede “BJØRNEBRYG … vi vil ha’ BJØRNEBRYG …” For mit eget vedkommende var det ganske vist én stor løgn, når jeg sang med. Efter at have hørt nogle skrækhistorier havde jeg på et meget tidligt tidspunkt valgt at leve i lykkelig uvidenhed frem for at skulle smage på det – skulle man tro historierne – aldeles modbydelige stads.
Nu, små tyve år efter, har jeg endelig fået taget mod til mig – og øjnet chancen, for faktisk havde jeg fået ind i hovedet, at Bjørnebryg var taget af markedet. Hvis jeg havde vist, den stadig var til at få, havde den selvfølgelig været selvskrevet i august-september måneds tema om spritterøl. Om det nu er et held eller en skam, at den stadig kan fås, vil vise sig i dag.
I nærværende indlæg kommer man forøvrigt til at læse forgæves efter smålige og/eller racistiske bemærkninger om herboende ofre for Danmarks hidsige og brutale koloniseringspolitik nordpå. Det er for dette land et kapitel mørkt som den dybeste polarnat, ofrene har lidt rigeligt og har bestemt ikke brug for at blive holdt yderligere for nar.
Vel, til sagen …
En Bjørnebryg dufter (ja, den dufter faktisk) friskt sprittet og faktisk sødt. Alt i alt er duftens førstehåndsindtryk slet ikke værst. Til gengæld ville jeg ikke kalde farven dyb, sådan som bryggeriet ellers gør på etiketten. Øllet ligner af udseende grangiveligt en almindelig pilsner.
Smagen er ikke overraskende sprittet, selvom det slet ikke er så slemt, som man kunne have frygtet, samt en smule bitter med en lettere anmassende syrligt-metallisk bismag. Ud over det, er den faktisk lidt tynd i det, og de søde toner, der kunne spores i duften, melder smagsløgene ikke noget tilbage til hjernens smagscentre om. Eftersmagen er harskt bitter, men klinger hurtigt af, hvilket nok også er bedst.
Alt i alt er den langt fra den fæle øl, jeg havde frygtet. Harboe har med sin Brutalis langt overgået Bjørnebryg i modbydelighed, men nogen egentlig nydelse bliver Bjørnebryg nok alligevel aldrig. Jeg har også svært ved at tro, at man skulle kunne få nogen særlig god brandert ud af den, hvis det endelig er det, man er ude efter. Jeg fik simpelt hen hovedpine af den, og jeg drak altså kun den ene øl den aften.
Så er det et held eller en skam, at den fortsat findes? Tja, den er stadig væsentligt mindre en skam, end meget af det andet udrikkelige sprøjt, der findes på discounthylderne derude. Den er heller ikke mere en skam, end de ligegyldige standardøl, som supermarkederne er så fulde af, og blandt hvilke denne øl kvalitetsmæssigt nok mest af alt hører til.
