BirkeBryg er Bryggeri Skovlysts bud på en pilsner. Ud over malt og humle er den tilsat birkesirup, hvilket man vel med en vis rimelighed kan antage, er grunden til, at den har fået det navn, den nu engang har. I den forbindelse skal jeg forsøge at komme igennem dagens sproglektion hurtigt: “BirkeBryg” er et egennavn, og Bryggeri Skovlyst er derfor mere end hjerteligt velkommen til at stave det så tosset som det har lyst. Denne gang er det lykkedes bryggeriet (se hvor nemt det er ikke at skrive “lykkedes med”) ikke at dele ordet. Til gengæld optræder der et stort bogstav midt i navnet. Det synes jeg ser popsmart til bøvet ud, både fordi jeg nu kan bruge de to attributter til at linke til andre popsmarte og bøvede ting, men nok mest fordi jeg, når det kommer til sprog, nok er både gammel og konservativ.
Pilsneren har en lidt sødere, mere intens og fyldig smag, end hvad man kender fra van(d)lig dansk pilsner. Det er slet ikke utænkeligt, at den sødere smag kommer fra birkesiruppen, der i modsætning til glukosesirup smager af andet end sukker, og dermed kunne være stand til at hæve øllets karakter frem for kun dets alkoholprocent. Imidlertid skal der nu heller ikke meget til for at overgå almindelige danske pilsnere, og trods en generelt større smag imponerer BirkeBryg ikke ligefrem.
Ud over det søde, er smagen frisk og let syrlig uden at det går ud over helhedsindtrykket. Den prikker let – eller rettere pikant – pikant betyder let og karakterfuldt på samme tid – på bagtungen. Bitterheden giver sig diskret til kende sent i forløbet, og der er mere af den, end man skulle tro i første omgang. Der er både smag af bitre hasselnødder og søde mandler i brygget.
Således byder øllet på en masse forskellige smagsnuancer og spændende detaljer, der i og for sig spiller fint sammen. Desværre forbliver den i sidste ende for let i smagen og kommer til at virke lidt tynd. Det er selvfølgelig alt sammen meget godt med de alternative ingredienser, men det ville have været rart, om de kunne gøre en forskel.
– Men den skal da have, at den giver baghjul til det meste andet tynde pilsnersprøjt der produceres herhjemme. Men som sagt skal der heller ikke så meget til.