Spændende at prøve …
Det er efterhånden halvandet år siden, at jeg første gang prøvede øl fra hjemmebryggeren Ole Wolf og hans ‘Gravøl’. Geschæften – eller rettere, hobbyen – er vokset med tiden, og denne er den fjerde fra projektet, jeg har prøvet og der er endnu to på køl. I mellemtiden har bryggeren også lanceret en hjemmeside, hvor man kan læse/lære mere om brygeksperimenterne.
Jeg er ven på fjæsen med bryggeren, og har faktisk fulgt med i projektet lige fra den spæde begyndelse. Projektet er vokset med ekspresfart, og hvor hjemmebryg ellers tit er noget, man prøver lidt ad hoc og for sjov, er Gravøl så småt ved at udvikle sig til et helt undergrundsbrand.
Der er flere spændende ting undervejs, og jeg håber, jeg bliver den ære til del, at få lov til at prøve flere bryg i fremtiden. At have prøvet så meget så vidt, er ellers ære nok i sig selv, for indtil videre har det været rigtig godt.
Denne øl, synes jeg ud fra præsentationen, og bryggerens beskrivelse, er den hidtil mest spændende. Og med spændende mener jeg ikke i Niels Hausgaards ætsende sarkastiske brug af ordet, men derimod i betydningen interessant på den fede måde – ikke mindst fordi det har været mig forundt på nærmeste hold at følge bryggerens hyppige statusser om ølbrygningen, hvor netop dette bryg har fået rigtig meget omtale.
Der er tale om en Oud Bruin eller Flanders Brown (nej, Du, min læser, er ikke den første, der spontant kom til at tænke ‘okeli-dokeli’), en type sour ale, der efter initial gæring helt bevist er inficeret med en bakteriekultur, der fordærver brygget. Ole kalder det selv ‘øllets svar på ost’. Smagen bestemmes angiveligt ikke af humlen – der er helt bevidst brugt gammel humle uden synderlig smag – men derimod af bakteriekulturen. Ja, det lyder giftigt, men her ca. 24 timer efter at brygget er nydt, har jeg hverken ondt i mave eller hoved, så voldsomt giftigt er det næppe.
Til gengæld deler brygget navn med et gammelt amerikansk heavy/rap-band fra før den slags blev kaldt Nu-Metal, og blev mainstream, konformt og kedeligt. Men det er også en anden historie.
Forud for åbningen fik jeg nøje instruktion og visse bestemte indskærpelser om serveringstemperatur og drikkemåde. En temperatur omkring de 10 grader blev mig anbefalet, og så blev det gentagne gange understreget, at brygget skulle have tid. Først et par mundfulde inde, ville brygget afsløre sit fulde potentiale, og forinden måtte jeg give den lige så mange chancer som det var nødvendigt.
Som sagt så gjort. Til at begynde med, skulle det jo bare skænkes.
Brygget skummer ikke meget, hvilket skyldes en succesfuld efterkarbonering. Efter bryggerens instruktioner skænkede jeg den derfor lidt hårdt, og det lykkedes mig da på den vis at få lidt nødtvunget, gyldent overfladeskum frem over det brune, småslørede bryg. Brygget dufter sødt af chokolade med en tyngde af svesker (på trods af en ganske vandig viskositet) samt en (rød)vinøs spids til slut.
Vinøsiteten fortsætter i smagen, der ganske rigtigt er ‘sour’ med noter af garvesyre, lidt for billig paprødvin og med et underlæggende indslag af ananaskirsebæressens. Til at begynde med skæmmer en støvet gærsmag oplevelsen en smule, men denne tager af efter et par mundfulde, så brygget vinder ganske rigtigt ved at få lidt tid.
Og efterhånden som gæren viger får brygget lidt mere smag af lakrids, mens den skarptsyrlige karakter yder lidt stikkende og brændende fornemmelse i munden. Idet brygget entrer munden, byder brygget dog stadig på lidt missmag af garvet læder. Det bliver kort efter til lakrids, og denne forvandling er selvfølgelig også spændende. Men er det velsmag?
Det er første gang, jeg prøver denne type bryg. Og måske kræver det noget tilvænning, og noget viden (som bryggeren har udstyret mig med) og måske bare et lidt mere åbent sind, end jeg har.
For uanset hvor meget jeg prøver, så ender jeg alligevel med at have det med dette bryg, som jeg har det med ananaskirsebær (som bryggets markante syre i øvrigt fortsat minder mig om). Egentlig bryder jeg mig ikke om dem, men når de ligger fremme, så kan jeg ikke lade være med at spise dem alligevel.
Men det er jo også lidt spændende …
Jeg kan oplyse, at “garvet læder”-smagen er eftersøgt indenfor denne type øl. Det er et kvalitetsstempel. Om man så kan lide det eller ej, det er så en anden sag.