Mytteri overhængende …
Det første bryg fra Dagmarbryggeriet faldt ikke just i min smag. Men det skal jo ikke stå i vejen for min indstilling til de andre bryg fra den kant. Det er trods alt kun ganske kort tid siden, at jeg genanmeldte Pokal-serien, og heller ikke det begyndte synderligt godt. Fortsættelsen derimod kunne man ikke klage over.
Så jeg har frisk og frejdigt taget fat på det næste bryg. Igen er det tilegnet gamle dage, denne gang den opdigtede pirat Bill Bones fra Robert Louis Stevensons ‘Skatteøen’. Oprindeligt blev den brygget til ‘Sommerspillet’ – jeg formoder, der må være tale om en årligt tilbagevendende begivenhed på Ringsted-egnen – og publikum var så begejstrede, at bryggeriet valgte at blive ved med at producere den. Brygget er altså prøvet før – af Ringsteds brave borgere, så hvis den skulle falde uheldigt ud, ved jeg jo, hvem jeg skal brokke mig over. – Det er desuden en Brown Ale – og jeg glæder mig allerede til den maltblide fylde, den varme kaffebitterhed og den glade sødme af mørkt sukker.
Og førstehåndsindtrykket skuffer ikke. Brygget dufter allerede løs ved åbning med bitterhed af kaffe og sødme af både karamel og chokolade. Karamelcreme er faktisk en af mine favoritter i fyldte chokolader, og hvis kakaomassen er spædet om med et skud mocca, er udsigten til en veldrejet højere enhed ikke bare skøn at nyde men også udtryk for en reel mulighed.
Først skal brygget dog skænkes … hvilket er nemmere end jeg havde ventet ud fra duften. Brygget er nok mørkt som natten, men også ganske letflydende med knitrende skum, hvis gyldne lød man skal skynde sig at nyde før det fordamper.
Avast! Smagen er atter sur, og der er ikke så meget som skyggen af moccachokolade med karamelcreme. Den midtsjællandske bande futmælkspirater, bolværksmatroser og landkrabber har blandet lage af Bismarckshering med bøgeblade og lagret det på egetræ. Bloggeren gætter på, at bryggeriet i stil med Royal Unibrews ‘havskum‘ har forsøgt at efterligne det bryg, der blev skænket på skibene på det tidspunkt, Bill Bones skulle forestille at have sin gang på jord.
Jeg tror imidlertid ikke, at nogen brygger ville have overlevet Bill Bones’ raseri efter at have smagt dette sprøjt. En storm af eder, forbandelser og salt havskrum, raskt efterfulgt af dødbringende drag fra huggerten … om man var så heldig, at han ikke besindede sig, og idømte én kølhaling, eller planken ud til hajerne. Og hvis kaptajnen ikke selv tog den beslutning, ville mandskabets snarlige mytteri ende på samme vis.
For de mest garvede søulke (og åbenbart futmælkspiraterne i Ringsted), der er tilvænnet søens syrlige bryg, og næppe har fået andet, kunne dette sure søsprøjt såmænd nok være en nydelse, da min fornemmelse igen siger mig, at smagen i en eller anden grad er intenderet, idet brygget ikke virker decideret ude af balance.
Det falder bare fortsat ikke i min smag.
Men at det samtidig er tyndere – som om skibsbryggeren kom for skade et tilføje et par sleve for meget havvand end opskriften bød – står fast som en fuldblodssøulk på dæk i en orkan.
Cheers ‘n’ ahoi me hearties – trods alt.
Aaaarrrrh!
