Foto: Brian Lund, Højt Skummende.
http://xn--hjtskum-q1a.blogspot.dk/
Indtryk og oplevelser fra bryggeriet.
Jeg har ikke ligget på den lade side her i Påskeferien. Faktisk har jeg undtagelsesvis holdt ferie (noget af tiden) i stedet for at gribe enhver chance for at score ekstratimer på mit arbejde. Det kom der også en god ølrelateret oplevelse ud af – en meget god én endda. Så god var den faktisk, at jeg i sidste anmeldelse også omtalte den, endskønt den i indlægget omtalte øl ikke havde noget med oplevelsen af beskaffe, eftersom øllet blev prøvet tidligere.
Jeg tænker selvfølgelig på Askeonsdags besøg på Amager Bryghus.
Jeg blev inviteret af brygmesteren, Henrik Papsø selv, i anledning af et besøg af gæstebrygger Mike Murphy fra Lervig i Norge. Mike Murphy selv har været omkring mange forskellige bryggerier – herunder hedengangne Brøckhouse herhjemme. Han er vist lidt af en legende i Skandinavien. Det er altid spændende at møde legenderne i levende live – især når de som Mike Murphy – viser sig at være helt nede på jorden, flinke, rare, venlige og i bund og grund ligesom andre flinke, rare og venlige mennesker man kender, der ikke er legendariske bryggere – eller for den sags skyld legendariske et eller andet andet.
Venligheden og snakkesaligheden selv var han – et overflødighedshorn af tip, ideer og anekdoter, der også meget gerne lyttede til input fra de hungrende masser, der var kommet for at øse af mesterens visdom. Ud over mig selv bestod de hungrende masser af Brian Lund, der har ølbloggen “Højt Skummende“.
Snart fik vi lov at kigge ned i mæskekarret, hvor alle sukkerstofferne blev trukket ud af malten på det bryg, der netop var sat over. Herefter stod den på rundvisning ved brygmester Papsø hamselv. Rundvisningen handlede meget om bryggeriets begrænsede plads – og det gjaldt ikke bare grundplanet, men også de udfordringer, den vertikale dimension byder dem. Bryggeriet ligger i en kælder med lavt til loftet, hvilket giver nogle udfordringer i forhold til brygtankenes størrelse og især højde. Oprindeligt var lokalet indrettet først som bibellager med bibelpresse, siden flyttede Scientology ind, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der var enstemmighed om, at den nuværende brug af lokalet var bedre end de tidligere.
Bryggeriet emmer af begejstring og engagement på en måde, man alt for sjældent oplever i en tidsalder, hvor al’ forretning synes kun at handle om uhæmmet vækst og profit. Det er lysten til at lave nye og spændende øl, der driver værket. Og de begrænsede faciliteter udnyttes ikke bare til det yderste – snarere vendes begrænsningen til en fordel, som en tilskyndelse til at gøre det så godt som overhovedet muligt hver gang. Med den begrænsede kapacitet kan det ikke tillades, at der laves noget juks!
Og det bliver der så sandelig heller ikke, skulle næste etape af besøget vise sig. Det var en præsentation af bryggeriets øjeblikkelige udvalg – og man måtte gerne smage.
Her følger en liste over, hvad der blev afprøvet. Anmeldelser følger selvfølgelig senere.
No Rice & Curry, en India Pale Lager
Murphill, en otte år gammel stout, brygget af gæsten selv.
Marry me in Rio, en Cream Ale med en flot etiket.
TODD, en India Pale Ale – også med en flot etiket.
Det var i øvrigt en Coconut Stout, der tidligere var blevet sat over til mæskning. Nu var det blevet tid at tømme mæskekarret for maltrester. Der var flere hundrede kilo, der skulle hives ud af tanken med en skraber. Mike Murphy tog fat, og da størsteparten af det brune granulat var hevet ud, fik jeg selv mod på at prøve lidt (se billede). Altså – når nu bryggeriet var så søde til at lade mig smage og vise rundt og fortælle anekdoter, var det mindste jeg kunne gøre vel at hjælpe lidt til …
Da forstod jeg pludselig, hvorfor bryggere har en slående lighed i deres fysiske fremtoning med udsmidere. Der er ikke noget at sige til, at man bliver bred over skuldrene af den slags arbejde. Den væsentligste forskel i den fysiske fremtoning mellem bryggere og udsmidere er subtil, men ikke desto mindre altafgørende. Den ligger i, hvilken vej mundvigene vender. Hos udsmidere peger disse typisk lodret ned i jorden, mens de hos bryggere peger i den stik modsatte retning. Forskellen er ikke stor, men gør alligevel hele forskellen, når man kigger bagom det rent fysiske. Forskellen er altafgørende for, at jeg ikke kan fordrage den ene men elsker den anden slags mennesker … men jeg ville aldrig prøve at lægge arm med nogen af dem.
Endelig blev kokosmassen tilsat, og derefter fulgte frokosten. Endnu engang med et bredt udvalg af øl fra bryggeriet til rådighed, så vi ved selvsmag (ja, det må det vel hedde, når der ikke bare er tale om syn – vi nøjedes jo lissom ikke med at kigge på øllet, vel) kunne slå fast, at brygmesterens lovprisning af øllene langt fra var idel selvsmiger, men snarere ydmyg og forsigtig ros.
Efter dette drog jeg atter hjemad. En stor oplevelse, mange indtryk og flere gode ølerfaringer rigere.
Og øllene – dem skal I nok komme til at høre mere om i de kommende indlæg.
