Bering Bryg Havskum, Ceres

… rimer på ‘Afskum’.

*Ydrk* jeg prøver stadig i skrivende stund at kæmpe mig igennem det med garanti fæleste bryg, jeg har prøvet i år. Jeg troede ellers årets første bryg også skulle blive det ringeste, men her fandt det sin overmand.

Men okay – hvis det skal være dén mand, man overmandes af – og det kræver sin mand at overmande fælheden af Ørbæks eddikesure sæbebryg, så er det ikke en skam, når manden er Vitus Bering, den vidt berømmede opdragelsesrejsende fra Horsens. Brygget er brygget i anledning af 300-året for hans dåb. Åbenbart kender man ikke hans præcise fødselsdag. Ud over at være kendt for at kortlægge det umanerligt kolde og barske farvand mellem Alaska og Kamchatka, er han også kendt for at have lidt af fæl migræne. Og … (undskyld, jeg skulle lige hælde det sidste ud i vasken) … ud over at producere noget, der smager lige så grimt som (omend indrømmet ikke på samme måde som) havvandet omkring Alaska, så har Ceres/Royal Unibrew også valgt at lave noget, der nødvendigvis må være noget nær migrænefremkaldende, om man blot kommer for skade at drikke en lille smule.

For lige at gøre havet omkring Alaska færdigt – dengang var havet nok ikke så forurenet som i dag. Alligevel skorter det godt nok ikke på obskure tilsætninger i brygget, der vel nok skal symbolisere vore dages havskums generelle tilstand. Majs, glucosesirup, byg, ammoniseret karamel (E150), citronsyre og aroma – det er på sin vis ganske nutildags, omend det ikke rigtig er det på den fede måde.

Farvestoffet giver i øvrigt brygget en ganske flot mørk teint med cremet off-white skum, der endda formår at klæbe en anelse. Allerede lugten varsler ilde. Brygget emmer af nogle særlige små syntetisksmagende porøse bolsjer i strålende farver, som man kunne købe billigt i Tyskland i firserne. Det er blandt andet citronsyren, man mærker, og det var faktisk lidt af en aha-oplevelse at læse deklarationen, og opdage netop dét tilsætningsstof, for det står centralt i bryggets modbydelighed.

Mit første smagsindtryk af brygget var … underligt. Det er meget syntetisk i sin smag – henad hermesetaspastiller, man lader opløse på tungen. Hermesetaspastillerne breder sig langs gummeranden, og afløses ved bagtungen af en bitterhed, der trods alt afslører, at der ikke kun er tilsætningsstoffer, men også øl i brygget. Det er en upoleret og tæt på harsk bitterhed, der heller ikke gør noget godt, men heldigvis giver brygget ikke megen eftersmag, så man ikke er plaget af harskheden længe efter at brygget har passeret svælget.

Lidt flere modstræbende nip, og det går endelig op for mig. Sødmen minder i forbløffende grad om smagen af gamle, gule citronsodavand fra 80’erne. Det er selvfølgelig citronsyren igen. Om ikke andet kan dette bryg da fremkalde samme sødligt-vamle smagsoplevelse, og det endda helt uden risiko for tartrazinforgiftning. Man skal blot spytte brygget ud, før det når mandlerne og bliver harskt.

Den gode Vitus roterer vist i graven, og det nok ikke uden migræne.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!