Belle-Vue Extra Framboise, Anheuser-Busch InBev

Aftenens donationsøl er rekvireret via en tidligere bofælle på Grønjordskollegiet, få hundrede meter fra, hvor vi flyttede til – og nu bor – i april. Henriette og hendes lille familie havde været i Belgien – på ferie, tror jeg, og havde taget nogle spændende øl med … som så viste sig ikke at være så spændende alligevel. Det drejer sig om Leffe 9°, der vil blive anmeldt senere, og nærværende hindbærøl, som jeg egentlig fik med i bonus – men som i aften var så kærkommen nu hvor termometeret endnu engang har overskredet 300° Kelvin.

Som antydet er der tale om en blanding af øl og hindbær. Det er en spontantgæret øl – en såkaldt lambic, den første af sin slags her på bloggen, og noget belgierne er kendt for at excellere i. Hvis jeg har forstået brygteknikkerne ret, er der ikke tale om en hindbær-parallel til de kirsebærbaserede kriek-lambicer. Der er kirsebærrene integreret i brygprocessen, og er ikke bare noget, der bliver blandet i øllet bagefter, som det er tilfældet her.

Blandingen giver om ikke andet en for øl unaturlig Bordeaux-rød farve og princesserødt (eller pink) skum. Som skummet falder – det sker langsommere end man kunne forvente – skifter det farve til snehvidt, men små fnug efterlades på glasset. Som blandingen drikkes bliver fnuggene til flager og til sidst til store klatter. Skummets klæbeevne kan der ikke sættes en finger på uden risiko for, at fingeren bagefter skal skæres fri.

Duften afslører – hindbær! Sgu! Den er go’ nok! Den søde, frugtuøse duft af hindbær ledsages desuden af en bouquet af frisk hvedebrødsdej. Fjernt bagom disse dominerende dufte mærker man et stænk af korn – men det er ganske fjernt.

Smagen er først og fremmest forfriskende, så der blev min forventning indfriet. Sødmen går man heller ikke fejl af, men forfriskningen er mere præsent, og det kommer sig af – nogle læsere vil have gættet det – at brygget føles for tyndt. Det smager mest af alt af tyndt saftevand, og man undrer sig fra starten af, hvorfor man dog ikke bare holder sig netop til saftevand, som man med held kunne blande op kraftigere, så man kunne få noget mere hindbærsmag frem.

Det er nu ikke sådan, at ølsmagen er gemt helt bort. Den kan akkurat spores i eftersmagen, hvor man netop kan mærke en fjern essens af korn og gær. Ved gummerne og på siden af tungen kildrer resterne af noget korn og humle syrligt smagssansen og afslører, at øllet, hindbærrene er blandet op med, egentlig ikke er særlig godt. Det er surt og som antydet tyndt. Mine hidtidige erfaringer med frugtøl viser, at bittert øl ofte er bedre til frugtblandinger.

Det dårlige valg af øl kombineret med den tynde koncentration af hindbær gør, at brygget stort set mislykkes både som øl og som hindbærlæskedrik. Hindbærrene smager ikke ordentligt igennem, og øllet kan stort set ikke mærkes. Der er således heller ikke nogen point til kombinationen af de to, der føjes ingen nye dimensioner til hverken øl- eller saftevandsdelen. Brygget er derfor som helhed overflødigt.

– Ja, altså bortset fra, at det da ikke er meget ringere end saftevand i sommervarmen, og decideret grimt smager det bestemt heller ikke. Fuld bliver man heller ikke – med sine 2,9% holder det sig netop under grænsen på de 3%, under hvilken jeg betragter øl som alkoholfattigt, og i begrænset omfang trafiksikkert. Ikke mindst i dette tilfælde, hvor flasken kun indeholder 0,25 l.

Et alt i alt temmelig kedeligt, men bestemt ikke udrikkeligt blandingsbryg. Brugbart i sommervarmen, og så heller ikke mere.