Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Bell, Uganda Breweries/East African Breweries

Ikke kedeligere …

Jeg går til den med de ugandiske øl. Jeg vil mægtig gerne selv – om ikke lige til Uganda, så i hvert fald betræde det afrikanske kontinent en dag.

Der er så ufatteligt mange ting, jeg gerne vil vide om den store verdensdel mod syd. Næsten alt hvad man hører om Afrika drejer sig om tørke, hungersnød, fattigdom, korruption, terror og krig. Jeg ved imidlertid – fra andre, jeg har talt med, der har været der – at der også er et andet Afrika. Et smukt kontinent, med rare mennesker, der mere end noget andet har lært at klare sig med den smule, Europæerne og andre imperialister har efterladt efter deres hærgen …

… som nu for eksempel (men det er nu altså også kun et eksempel) et ikke videre inspirerende udvalg af øl – bedømt ud fra de hidtidige prøver i hvert fald.

Til gengæld er der denne gang tale om et rigtigt afrikansk produkt. Ja, egentlig ugandisk er det i ikke udelukkende, da Uganda Breweries så tidligt som i 1959 blev opkøbt af det Nairobi-baserede industrikonglomerat East African Breweries. Ja – monopolkapitalismen trives også, hvis man går langt tilbage i Afrikas historie – se hvordan mennesker overalt på kloden ligner hinanden ad nauseam, i hvert fald når det gælder griskhed og ussel mammon. Brandet ‘Uganda Breweries’ lever dog fortsat – lidt på samme måde vel, som Albani, Thor og Faxe for at nævne nogle stykker, stadig lever efter at de er kommet ind i konglomeratet Royal Unibrews omklamring herhjemme.

I modsætning til Eagle Extra fra Nile/Sabmiller/Anheuser Busch Inbev, der indeholdt lokale maltkilder, navnlig maniok, durra og majs, er dette bryg kun tilsat majs, umaltet byg og CO2. Det er for så vidt ikke meget mere et brud på Reinheitsgebot end Grøn Tuborg, der som bekendt også indeholder majs (der var den igen, den der med ligheden).

Ligesom med de forrige ugandiske øl er denne ganske lys og filtreret i en grad så kun den korn-til-citrongule farve afslører, at der ikke er tale om postevand. Til gengæld dufter brygget faktisk af noget – humlen, endskønt generisk, brænder godt igennem med en ledsagende syrlig friskhed der kun gør godt og hverken synes anmassende eller syntetisk.

Så er der smagen … Ja, duften vækkede håbet, men det blev slukket som en glød af de store mængder vand i brygget. Optimisten ville glæde sig over et let og forfriskende bryg, men jeg synes det er tyndt, underligt glat, metallisk og syntetisk i en grad, der alene på grund af de store, kvælende mængder vand nok er forstyrrende, men næppe ødelæggende. En enkel sød note af honning, der også akkurat formår at holde humlens bitterhed oven vande, redder brygget fra at drukne helt i det rene vand.

De store mængder vand til trods leverer malten og humlen, samt de knap så heldige syntetiske metalliske indslag trods alt lidt underholdning til smagssanserne. Det er ganske vist noget forvirrende, uorganiseret og mere udtryk for held, at brygget ikke er blevet decideret ringe. For dermed byder brygget også på en mangfoldighed af indtryk, som den hjemlige industrielle pilsner ikke helt matcher.

I hvert fald skal ingen påstå, at kenyansk-ugandisk øl er tyndere og kedeligere end den gennemsnitlige europæiske industripilsner.

Updated: 14. maj 2018 — 12:40

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme