– Så springer jeg nok den næstbedste over …
Det er en risikabel affære at navngive et produkt noget med “bedst”. For det må betyde, at man må bestræbe sig på aldrig at lave noget, der er bedre. Målet er nået, der er ikke mere at stræbe efter ud over at sørge for, at ens ølbrygningskunst aldrig når de samme højder igen. Produktionen bliver utvivlsomt nemmere i fremtiden, når man ikke behøver gøre sig umage længere, men jeg har ærligt talt svært ved at se ideen i, at bestræbe sig på fremover kun at lave ringere øl.
Parallelt dermed er det ufatteligt tåbeligt at kalde en bog om litteratur noget med ‘ny’. I vores ikke uimponerende bibliotek findes blandt andet en bog med titlen “nyere fransk litteratur” fra engang i 1950’erne. Der findes selvfølgelig også væsentlig ældre fransk litteratur end dette, men ret beset er 60 år gammel litteratur ikke rigtig ‘ny’ længere. Titlen ender uvægerligt med at være løgn. Dette kan selvfølgelig undgås, når det gælder en øl, man kalder ‘bedst’, men det virker ikke ligefrem knøvt at gå og håbe på det.
Jeg håber da også for Belhaven Brewerys øl, der i dag betegnes som det bedste, bliver slået i kvalitet.
Selvfølgelig er det altid en oplevelse, at stifte bekendskab med den britiske ølkultur. Nærværende øl er således en draught – det svarer omtrent til en fadøl, og serveres den på dåse, som tilfældet er her, er illusionen om en fadøl bibeholdt i kraft af en lille beholder med kvælstof inde i dåsen, der brydes når undertrykket ved åbningen af dåsen indfinder sig. En lille triumf for ingeniørkunsten, om end det aldrig bliver helt det samme, som at få skænket den slags øl fra fad.
– Men flot er den, med det tætte kvælstofskum, der også kendes fra Guinness. Man kan tegne små figurer i det, og fylder man glasset helt, kan man med lidt forsigtighed få skummet til at hæve sig som en søjle over randen over det mørkorange bryg.
Desværre blegner begejstringen, når øllet smages. I første omgang mærkes øllets sødme med tydelige toner af honning. Som det fremgår af emballagen, er øllet farvet med honning, men dette kan også mærkes i smagen. Det gør egentlig ikke noget, for havde det ikke været for honningen, havde øllet næsten ikke smagt af noget. Skum, farve og honning til trods er det samlede smagsbillede ret så tyndbenet.
Bevæbner man sig med mineudstyr og graver sig godt ned og tænder nogle kraftige projektører, kan det lade sig gøre, at finde enkelte glimt af subtile smagsindtryk dybt nede mellem tungens papillae. Der er lidt smag af letbitter humle, der enten er behagelig eller ligegyldig. Det er svært at afgøre, når styrken er så svag. De søde honningtoner klinger til gengæld hurtigt af, og kan næsten ikke findes længere, når det allerførste af øllet er drukket. En let humlebitter eftersmag klæber kortvarigt til tungens sider, men gør heller ikke noget væsen af sig.
Belønningen for at lede efter de trods alt ikke helt uinteressante smagsindtryk er en anderledes, men ellers ikke særlig prangende øloplevelse. Selvom det med rette kan kaldes en specialøl (jep, Fakta igen) er det specielle ved den simpelt hen ikke fremtrædende nok.
Jeg er bestemt ikke afvisende overfor de subtile smagsnuancer, som brygget indeholder. Den skal heller ikke have onde ord med på vejen for at virke doven – for sådan skal britisk øl skænket på kvælstof være. I sidste ende er den blot for tynd og smagsløs til at kunne nå op over tre stjerner i karakter.
Det var ellers en god stime, jeg var inde i, og hvis det skulle være Belhaven Brewerys bedste øl, så tror jeg bare, jeg springer den næstbedste – og alle de andre – over.