Bloggermediet er lidt bøvlet. Når dette temas fire indlæg er skrevet, står de med dette første indlæg nederst. Det første, de fleste vil læse er det sidste indlæg, og kronologien vil være gået til sine forgængere. Jeg må bare bide i det sure æble og gennemføre projektet sådan som projektet nu må gennemføres, for jeg kan ikke lade et mindre dispositionsproblem stå i vejen for det simple, men – synes jeg selv – også fine projekt, jeg har gået og syslet med på det sidste.
Endnu engang har jeg i embeds medfør valgt at teste nogle øl, som kendere ellers typisk rynker på næsen og fnyser ad. Det gælder den fra Tyskland hidrørende blanding af limonade og øl, kaldet ‘Radler‘. En sommerdrik, der ikke har sit navn på grund af bryggets lave alkoholprocent, der skulle gøre en i stand til at køre cykel bagefter – nej, angiveligt har den blot fra starten været forbundet med (cykel)sport. Og det er jo forresten også ret meget oppe i tiden. Selv gider jeg dog ikke at kigge med, så længe rytterne fortsat tyller piller og EPO som det tyske sommerfolk tyller Radler i middagsheden.
Oprindeligt har det været noget, der blev blandet på stedet – eller man blandede det selv hjemme i sin stue. Men på det sidste er flere bryggerier begyndt at producere dem selv, færdigblandet. I Tyskland har i hvert fald Flensburger Brauerei haft en længe, og denne sommer har hjemlige Carlsberg lanceret én via deres Tuborg-brand. Tuborgs Radler bærer navnet ‘Sommer’, og blev lanceret sideløbende med deres seneste smart beer, Tuborg Grøn Ultra.
Det er såmænd ikke engang med min ringeste vilje, at jeg indlader mig på disse blandingsprodukter. Jeg var jævnt imponeret over Bryggeri Skovlysts ene nye sodavandsøl, så jeg er egentlig ikke afvisende over for ideen. Jeg ser hellere, at man blander øl op – fx med limonade – hvis man vil drikke det i varmt vejr, og i den forbindelse finder bitterheden distraherende, frem for – som det nu om dage hyppigere er tilfælde – at bryggerierne brygger ultratyndt øl, der fra starten mangler nævneværdige meritter, men iøvrigt gør en fuld lige så hurtigt som det øl, der smager af noget. En radler ser jeg som en god løsning for dem der vil læske sig i sommersolen, og som ikke nødvendigvis gider fulde sig samtidig.
Vel – de følgende tre anmeldelser handler om tre forskellige radlere. De to første var færdigblandet, og blev smagt ved blindtest af undertegnede og en af mine allerbedste venner, som jeg nu har kendt gennem 18 år. Egentlig hedder han Claus, men siden en glorværdig tid på HF på Horsens-egnen, har han gået under navnet Gedved. Min kære viv bragte os først den ene – siden den anden – så vi ikke vidste, hvad vi fik først for på den måde at eliminere så meget bias som muligt. Endskønt jeg mener adækvat at have redegjort for radlerens berettigelse ovenfor, er det stadig en efterrationalisering, og de to konkurrerende bryggerier – Flensburger Brauerei og Carlsberg har jeg hhv. stor og næsten ingen respekt for. Så blindsmagningen var velbegrundet.
Den sidste radler står jeg selv til dels bag. Jeg har ikke selv brygget øllet (det har Thisted Bryghus) eller plukket citronerne – endsige dyrket dem. De er leveret af Irma på Islands Brygge, men jeg har selv presset dem, og tilsat rørsukker og almideligt sukker, da det slap op. Alt sammen selvfølgelig økologisk. Jeg har ikke selv anmeldt den blanding – det stod Gedved alene for. Han bliver dermed også den første, der alene anmelder en øl på denne blog.
Men lad hermed smagningen af de fæle sodavandsøl begynde … eller lad i hvert fald beretningen om dem blive skrevet … eller noget.
