I skrivende stund raser den største regeringskrise i mange år. Jeg skal dog indrømme, at det lille vidunder, der er genstand for anmeldelsen ikke afprøves samtidig. Ærgerligt – kunne man synes. Men jeg havde fået at vide af Paul (om de øl, han indtil videre har skænket mig, kan man læse her, her og her), at den skulle nydes så frisk som muligt.
Så den røg under vesten lørdag aften, endnu før den var en uge gammel. Ifølge ekspedienten i Fish & Beer på Amagerbrogade (hvor jeg var inde for at indløse et gavekort, jeg fik til min fødselsdag af nogle lidelsesfæller udi en til øl ikke helt urelateret passion) er den fra 2. oplag, der blev brygget sidste mandag. I øvrigt var der rigeligt med midler på gavekortet til, at det ikke blev den eneste der blev hentet hjem, og det skal jeg nok vende tilbage til.
Til gengæld var det den eneste øl, jeg bevidst kiggede efter. De allerfleste af mine lidelsesfæller udi ølbloggeriet nominerede den til at være årets nye øl tilbage i december måned (links nederst i indlægget), og det havde jeg ikke glemt, da jeg omsider fik taget mig sammen til at tage mig sammen til at få indløst gavekortet, der jo allerede kom mig i hænde i november måned. Modningstiden skyldtes manglende plads på mine hylder, men efterhånden er der ved at være ryddet tilstrækkeligt op til, at nogle nye øl kan tage plads.
Anmelderiet foregår altså til de milde toner af dybe rystelser og revner der slås i en regering, som det næppe er nogen hemmelighed, jeg ikke er videre tilfreds med. Det er svært at være ked af det på en dag som i dag – selv hvis det skulle ende i det rene ingenting. Alene underholdningsværdien af det kaos, der udspiller sig lige nu, er det hele værd.
Vel – Batch 1000 er altså udråbt til en af de bedste øl sidste år – ja, måske i flere år – og det hæver selvfølgelig forventningerne noget. Brygget skulle være ufiltreret, men det kan næppe ses. Det synes i hvert fald ganske klart – og i øvrigt ganske flot gul-orange med tæt (men ikke synderligt højt) marengsskum, der lige akkurat er gyldent i løden. Mens brygget er blevet skænket har bouqueten allerede forplantet sig i lokalet. Det er en meget klassisk, karsk, sprød duft af fyrrenåle der møder næsens inderside. Der er alt, hvad der skal være – måske med undtagelse af overraskelser. Men nogle ting er også bare gode som de er, uden at de behøves laves om. Som fx salig Lemmy Kilmisters musik, der i 1977 lød næsten som den gjorde på Motörheads sidste album fra 2015 – helt uden at det nogensinde blev kedeligt.
Smagen er også klassisk. Der er en sød bund af modne æbler, og så ellers bare en velplaceret, rå og skarp humle. Det er nu ikke fandenivoldskheden, der karakteriserer bitterheden. Det er derimod aromaen, idet der her er en humle, der bare smager derudaf i stedet for at buldre eller drøne.
Uden at være voldsom i sit udtryk smager den bare af lidt mere og lidt mere klassisk end man er vant til. Det er godt at få genopfrisket, at IPA også kan smage og ikke bare være ekstrem i sin bitterhed. De mange forskellige humler – Herkules, Amarillo, Chinook, Simcoe, Citra, Mosaic, Sorachi Ace og Centennial (ingen Cascade, men det skal ikke ligge brygget til last) – smager i bund og grund bare af dem selv i skøn forening. Til sammenligning vil jeg blot nævne de markante og klæbrige grannåle i den mere end ualmindeligt lange og lækkerhedsagtige eftersmag.
Rigtig godt er det. Jeg skal dog blankt erkende, at jeg har et blødt punkt for det ukontrollerede, det kaotiske og det fandenivoldske. Brygget her er meget velkontrolleret, og det er også det, der gør, at den ikke er den bedste IPA, jeg har prøvet inden for det sidste år …
selvom det er tæt på.