Jack D og polsk byg …
Doctor Brew, det polske bryggeri, der har doneret bloggens jubilæumspakke, har i mailkorrespondancen bedt mig starte med to Barley Wines. Begrundelse er, at øllene er lagret 4 måneder på Jack Daniels-fade. Åbenbart mister de med tiden karakteren fra fadene, så jeg klikker selvfølgelig hælene sammen i det jeg tager hul på den første med det concise navn ‘Barley Wine’.
Jeg skal her tilstå, at jeg faktisk prøvede denne Barley Wine før jeg introducerede jubilæumspakken. Og jeg kan allerede nu afsløre, at smagen af amerikansk bourbon endnu ikke har forladt brygget. Ellers er det jo ikke bare min debut med bryggeriet Doctor Brew – det er også min debut med polske øl i det hele taget og for den sags skyld også øltypen. Åbenbart bruges betegnelserne Barley Wine, Old Ale og Mild Ale i flæng om øl, der deler bestemte karakteristika – herunder især en høj alkoholprocent.
Bliv klogere – eller som jeg selv mere forvirret (det bliver jeg ofte, når jeg prøver at finde klare grænser mellem forskellige ølkategorier) her. Ifølge Wikipedia fandtes der et forlæg i klassisk tid, hvor man endnu ikke krydrede med humle. Det virker ikke ufornuftigt at antage, at betegnelsen ‘Wine’ hænger ved, ikke bare på grund af de høje og med vin sammenlignelige alkoholprocenter (i nærværende tilfælde mægtige 10,2%) men også fordi der findes historiske forlæg, der altså ikke indeholdt humle, og nok har haft mere karakter af vin.
Karakteristisk er desuden en fyldig maltprofil og lav karbonering. Dette gør brygget egnet til at drikkes ved relativt høje temperaturer. Denne her må have været 10-15 grader varm, og jeg kan bestemt ikke klage over oplevelsen ved den temperatur. Emballagen ligger i øvrigt lækkert i hånden. Jeg ved ikke om standard-halvlitersflasken i Polen har dette standardformat, men i hvert fald gør den kortere hals og den marginalt bredere profil hele forskellen i forhold til danske halvlitersflasker, der er højere og mere vakkelvorne. Det fancy glas, der fulgte med pakken ligger også fint i hånden, mens indholdet på flaskeetiketten er angivet direkte forkert, derfor det overfyldte glas, der afgjort kom til at ligge bedre i hånden, da de første 20-30 ml var konsumeret. Etiketten siger 330 ml, men der er altså en halv liter i flasken. Alt tyder på et fejletikettering, som jeg hellere må skrive tilbage om.
Det gør selvfølgelig ikke brygget ringere. Til gengæld er der mere af det, og i forvejen ville de 330 ml. have været alt rigeligt, styrken taget i betragtning. Man kan tydeligt lugte bourbon-elementet i det lidet karbonerede bryg, hvis lød imidlertid ikke tyder meget på vin, men snarere en brown ale.
Den første berøring med mundtøjet byder på en eksplosion af bourbonsmag og maltfylde i en vild krigsdans. Hele kæften er med – tunge, gummer, gane mandler og svælg. Der er brændende kartoffelsnaps på tungen og whiskydampe i gane og mundhule, der omgående udløser hosterefleksen, hvis man vover at trække luft ind over tungen for at udløse ekstra aroma (det er ikke rigtig nødvendigt, men man kan jo altid prøve for at lege).
Jeg har før prøvet øl, lagret på whiskyfade. Innis & Gunn byggede deres brand op omkring det engang, og det var jeg åbenbart mere end mildt begejstret for. Så gode husker jeg nu bare ikke at de var. Integration mellem øl og whiskynoter var ude af balance, som om en kniv af umodne ananaskirsebær uafladeligt huggede løs på gummerne.
Men her er maltfylde og bourbonimpression perfekt afbalanceret og giver noget nær en ultimativ integrationsoplevelse. Det er endnu bedre end Midtfyns Ghost Chili, hvor integration mellem øl, og det ølfremmede element også var vellykket. Jeg må dog erklære mig uvidende om, hvorvidt denne barley wine egentlig minder om – ja, barley wine. Hvis ikke en sådan er lagret på whiskyfade, hvordan smager den så? Svaret på det må jeg have til gode indtil jeg prøver én der ikke på denne måde er fiflet med.
Men at fiflerierne i øvrigt hæver denne barley wine op på niveau med skyerne, kan jeg bestemt ikke klage over – tværtimod!
