Langt over målet …
Nøgenhed sælger – det ved jeg fra den nyligt anmeldte Deugniet, hvor der på frontetiketten var afbilledet et yngre mandfolk med benklæderne nede omkring lårene. Det er en sikker vinder, og det har Grauballe Bryghus sikkert også vidst, da de i anledning af Skanderborg-Festivalen sidste år lancerede dette bryg. Her skulle det dog ikke være en mandsperson der var afbilledet, men en servitrice, hvis nederdel må siges at have et endda særdeles højt snit, mens det stakkels menneske at dømme på synligheden af underbenklæderne for ganske nyligt er blevet udsat for en voldsom og formentlig ganske smertefuld olfert. Sikke noget!
Åbenbart ved de der marketingfiduser, der træffer beslutninger om, hvad der skal være på en øls frontetiket, en hel masse om hvad der sælger, og ret ofte sælger ting, der for mig ikke giver særlig meget mening i forhold til produktet. Jeg synes olferter er aldeles ubehagelige og ikke noget, man skal bruge som salgstrick. – Endnu mindre i serveringssituationer. Jeg ville på det bestemteste gøre øjeblikkeligt omkring og forlade etablissementet, om jeg skulle betjenes af personale, der forinden var blevet budt en olfert som del af deres uniformspåklædning!
For nu at tale om indholdet i stedet for at fortabe os i formen, så var det den sidste øl, jeg kunne overskue at kradse noter ned om, da Marcus forleden aften kom forbi med mad og hygge. Før jeg glemmer det, skal jeg takke min storebror for dette bryg. Jeg fik det af ham i 40 års fødselsdagsgave, i øvrigt sammen med et par dubletter, der gør mere end almindeligt godt i disse dage, hvor jeg inviterer folk på øl. For så er der også noget at prøve uden at jeg behøver anmelde efterfølgende.
Mine noter er noget skitseagtige, for de to andre øl var for længst gået i blodet, og forhindrede floromvundne, krummelurede og ikke mindst uddybende analyser af smagsoplevelsen. At lede efter uddybninger i min hukommelse ville reelt svare til, at jeg dels ville hitte på, dels bilde mig ind hvad den smagte af. Så vil jeg af hensyn til læserne hellere støtte mig til de smuler, jeg trods alt har.
Brygget er en bock, en stærk, undergæret øl efter tysk forbillede. Det er lystigt rødgrumset med et flot, porøst gyldent skum. Duften byder på sødme af karamel mere end …
… den humle, der næsten rammer én som en hammer ved den første tår. Duftens sødme er næsten snyd, for man overrumples af den vrede, beske, men også meget fyldige humlebitterhed, som brygget byder på. Jeg tænker spontant på krydderiblandingen til en mørk snaps. Dette kunne næsten være ‘Gammel Dansk’ som øl – så bittert, så mægtigt, så beskt er det.
Og ligesom man hurtigt får nok af gammel dansk, truer denne øl også med at tippe over til det lidt for beske. Kraft er – ligesom bitterhed – selvfølgelig godt. Men det er endnu bedre, hvis brygget kan hvile i sin kraft, og ikke kammer over og bliver ubalanceret. Det formår dette bryg ikke helt.
Marcus var dog ganske begejstret, og gav uden tøven brygget …
Jeg er, disharmonien taget i betragtning såmænd ganske imponeret, men så alligevel ikke helt så …
Et spørgsmål presser sig på på falderebet. Hvad vil man med en sådan humlebombe på en festival? Til koncerter og festivaler er det musikken og de andre oplevelser, der er i højsædet, mens øllet er noget man drikker til. Ikke dermed sagt, at man skal nøjes med det allertyndeste, ligegyldige sprøjt, der gives. Tværtimod har jeg prøvet flere øl, der rammer balancen mellem letdrikkelighed og adækvat øloplevelse ganske fint – ikke mindst når man er til koncert. Men på det parameter rammer denne øl altså langt, langt over målet. Der er tale om en sværttilgængelig specialøl, der bedst nydes i sig selv, uden andre forstyrrende elementer.
