Vand over åen …
Oh dear, jeg er en klovn. Det er vist ikke sket på bloggen før, at jeg to gange i træk har glemt at tage et billede af den øl, jeg drak. Selv ikke dengang jeg drak øl med Ole for snart et år siden. Der glemte jeg faktisk ikke én eneste, hvor usandsynligt det ellers måtte forekomme.
Og denne gang er der ingen videooptagelser eller anden dokumentation til stede, der kan genoplive min oplevelse, ud over mine hastigt nedkradsede noter – og de beretter precious little om bryggets ydre. Det skal ikke være nogen hemmelighed allerede nu, at selv hvis brygget havde strålet som en stjernesol til engles sang og harpeklimpren, havde det ikke reddet meget for denne, Bryggeriet Vestkystens bud på en pilsner.
Og som de i øvrigt selv siger deroppe i Løkken: Det er det indeni, der tæller. Ellers beskrives brygget som lys gylden i farve (jeg protesterer ud fra min rudimentære hukommelse ikke) tilsat amerikansk bitterhumle. Den skulle desuden “fungere godt til et frokostbord eller bare som garagebajer.” Havde jeg taget mig tid til at læse, hvad bryggeriet selv skriver om deres eget produkt, ville chokket over den veritable maltknytnæve og den tungeflænsende humlefræsers demonstrative udebliven nok have været en kende mindre.
Og dog … Der er ikke mange kapitler tilbage i den efterhånden lange saga om den smagepakke fra Løkken Bryghus, jeg modtog tilbage i … november, var det vist? Indtil videre har de store oplevelser været højst sparsomme, og begrænser sig faktisk til bryggeriets pilsner – Jøwt – der fortsat har min anbefaling, mens man ikke går glip af det store, hvis man lader resten stå.
Det gælder også her … mine noter er sparsomme fordi ordene hurtigt slipper op, når man skal skrive af noget, der dufter og smager af det rene ingenting.
Vandet, brygget er lavet af, er vitterligt det, man kan rose mest. Det har vædende og læskende egenskaber på tunge, gummer og gane, og man slipper i det store og hele fra at gå tørstig fra et glas med denne øl.
Hvori består ølelementet så? Vel … en antydning af afsmag af noget syrligt-metallisk kan akkurat spores, og med yderste nød identificeres som noget, der kunne være en sørgelig rest, en skygge af, hvad der engang var humle. Næppe nogen god humle, i øvrigt.
Spørgsmålet, der nødvendigvis må rejse sig, når dette aldeles intetsigende bryg er skyllet i maven og ud i glemslen er “hvorfor?” Alt i alt smager det bedre og friskere, hvis man simpelt hen bare åbner for vandhanen. Og hvis man vil være fuld – vel, så er der indtil flere industrielle alternativer, der smager af lige så lidt, men formentlig er langt billigere.
Man må undres.
