Det bedste er emballagen …
Jeg har fortsat overliggende øl fra min fødselsdag, men nu tynder det omsider afgørende ud. Det skyldes, at jeg fik lidt hjælp den anden aften af en gammel ven, der også med jævne mellemrum er gæsteanmelder her på bloggen, nemlig boghandleren Marcus.
Den største hurdle ved de overliggende fødselsdagsbajere var 5 af dem, jeg ynder at kalde selskabsøl. Det er øl, der leveres i så store emballager, at de er egnet til at dele, eller som jeg gerne mere gnavent udtrykker det – de er for store til, at jeg gider drikke dem selv.
Med Marcus’ hjælp fik jeg gjort kål på fire af de fem, og det har jeg tænkt mig at lave et lille tema ud af. Jeg vil kalde temaet “Saufen mit Marcus” – fordi jeg kan, og fordi Marcus ligesom jeg selv er glad for det tyske sprog.
Det var nu ikke kun tysk øl, der var på programmet den aften – dvs. i fredags. Næh, rent faktisk var der ikke én eneste tysk øl blandt de afprøvede, men uden at ville nedgøre mit andet fædrelands ølkultur unødigt, har jeg nu også i min tid som ølblogger måttet konstatere, at det bare ikke er fra den kant de store, afgørende oplevelser kommer.
Flasken er, som man kan se, ganske flot og blæst særligt til bryggeriet. Den plumpe, buttede facon indgyder forventning om noget ganske særligt, og med sin slanke top og brede bund, velsagtens noget, med noget tyngde i.
Det er nu højden, man hæfter sig mest ved til at begynde. Det ‘POP’ det giver, når korkproppen hives op (korkprop i sig selv er jo et adelsmærke for øl) er næsten øredøvende højt, og om muligt mere forjættende end flasken.
Men allerede ved bryggets farve begyndte skuffelsen at melde sig hos aftenens gæst. Hvor man nok forventer noget mørkt og tungt, viser brygget sig tværtimod at være lyst – rødligt, relativt let og ganske svagt karboneret. “Like the dying embers of my enemy’s crushed castle”, som Marcus alligevel spontant causerede, selvom det noget letbenede udtryk ikke huede ham.
Smagen peger bestemt også i en anden retning end emballagens buttede form lader antyde. Det er en fortrinsvis frugtig og småsyrlig øl med bund af abrikos og hints af hindbær, granatæble og ananaskirsebær. Fylden leveres af gæren, der ellers holder sig pænt i baggrunden, som den helst skal. Dertil kan føjes rosiner, sødme af honning og en letbitter eftersmag af hasselnødder.
Selvom typografien antyder ‘fest på middelalderslot en mørk vinteraften’ har brygget meget mere karakter af en mild – men ikke uinteressant sommerøl. I hvert fald så længe, man ikke spørger Marcus, der var anderledes skuffet. Han forestillede sig bryggets smag lagt i lag på et højt stativ, hvor nogen var rendt med stativet – undtagen toppen der bliver hængende som et spinkelt destillat.
Eller som han kort formulerede det “den mangler noget “Oompf”!
Jeg synes nu – en indrømmet misvisende emballage til trods, at brygget stadig leverer en habil oplevelse til …
Marcus derimod mente, at det eneste fantastiske ved brygget var flasken, der imidlertid udstrålede noget helt andet, end indholdet.
Jeg tror aldrig, at jeg har været så enig med en gæsteanmelder før. Men det er selvfølgelig ikke noget at blive uvenner over. Blod flyder trods alt tykkere end øl … eller i hvert fald end tyndt øl …
