Det sure med det sure …
Jeg synes selv, jeg lever i et stresshelvede, hvor jeg kun lige akkurat når at puste ud og samle stumperne, når jeg endelig har et par minutters frihed. Og så går det ellers løs igen. Sådan er det vel at være arbejdende voksen deleforælder – eller også er det bare sådan at være working poor i det postindustrielle, postfaktuelle hyperkapitalistiske samfund, hvor enhver spagfærdig anmodning om den mindste smule assistance ses som et tegn på svaghed, eller et forsøg på at nasse. Den slags snylteragtig kommunistisk tankevirksomhed skal knuses med yderste brutalitet, så ikke snylteradfærden breder sig. Og for at undgå den straf klynger jeg mig fortsat til de sørgerlige smuler, jeg trods alt stadig har at miste, for hvis først jeg skulle miste det arbejde, der i grund og grund slider mig ned psykisk, ville jeg ikke bare længere falde mod bunden – jeg ville blive udstyret med en mægtig raket, der i nedadgående retning ville blæse mig lodret ned i grundfjeldet.
De egentlige snyltere – dem der bliver rige af vores arbejdskraft, hvidvasker milliarder og gemmer overskuddet i skattely – de griner hele vejen ned til banken … eller … da der jo især er tale om banker, så griner de vel egentlig bare. Skingert og hånligt, mens de peger fingre ad alle os, der kæmper og ødelægger os selv i processen.
Alt dette blot for at forklare, hvorfor der ind imellem opstår pauser og irregulariteter i min skribentvirksomhed. Det er ikke sjældent simpelt hen overskuddet, der svigter – både det temporale og det mentale, fordi min situation bare er sådan som den er.
For en uges tid siden nød jeg til gengæld en af de små lommer af frihed med en tur i det lille miniparadis, der ligger syd for København, også kaldet Amager Bryghus. Anledningen var, at jeg skulle købe en fødselsdagsgave til min gode ven Marcus, men som stor beundrer og for at sige det ligeud – elsker (subst.) – af Amager Bryghus’ øl, skulle jeg da også lige smage lidt på, hvad de havde i hanerne. Der var nemlig friske produkter i udbud – et udvalg kom med hjem, mens denne blev skænket med Henrik Papsøs kyndige hænder og nydt på stedet. Den kunne – og kan nok i skrivende stund – endnu ikke fås på flaske.
På dette tidspunkt kunne man opleve begyndelsen på enden af denne sommers ulidelige hedebølge. Men det var stadig i omegnen af 5-6 grader for varmt for mig. En fadkølig sour var derfor noget nær det perfekte at byde mig, og med den bias bør de næste linjer i indlægget nok læses.
Det lyse, lavtskummende bryg dufter aldeles lifligt af frisk græs og citron – og lur mig om ikke det i hvert fald til dels skyldes, at brygget er tilsat citrongræs. Syren er ikke aggressiv, som det var tilfældet med den formidable belgiske foeder, jeg prøvede sidste år, men at øl ikke behøver levere tæsk til smagsløgene for at give en mægtig oplevelse har netop Amager Bryghus lært mig tidligere.
Brygget prikker og stikker med små fine, nænsomt håndterede nåle alle de rigtige steder i mundhulen. Ikke mindst under tungen og ved gummerne, hvor tørstfornemmelsen – i hvert fald i min kæft – tit føles allerværst. Lystigt vederkvægende er brygget, hvis ph-værdi synes minutiøst og nidkært lagt præcis det rigtige sted, hvor man oplever dets maksimale tørstslukkende egenskaber, uden at ansigtet imens behøver vrænge i sammentrukne grimasser.
Ikke at øl, der river øjne, mund og næse ufrivilligt rundt i hele fjæset, behøver være ubehagelige – tværtimod – men de behøver ikke gøre alt det for at yde store oplevelser.
Aromatisk yder brygget behændigt på en meget ren citronsmag – inklusive dennes aggressive skarphed, men uden trækninger – og uden den åndenød jeg i hvert fald godt kan opleve, hvis jeg får for meget citron på én gang. Også det er en ren fornøjelse for det tørre svælg, og det er en intellektuel udfordring at spekulere på, hvordan de mon gør det?
Brygkunst, hedder det vel.
Selvom det på Amager Bryghus sikkert bare var en dag som alle andre, skal de alligevel have stor tak for de skønsmæssigt femten minutters gæstfrihed mit besøg varede. Ikke mindst i betragtning af det afbræk fra en stadigt mere belastende hverdag, de bød på. På Amager Bryghus er det en ren og skær fornøjelse at tage det sure med det sure. Ikke mindst, når det sure viser sig at være så sødt …
