Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Azacca Single Hop IPA, Doctor Brew (Jubilæumspakken IV)

2015-07-05 18.00.01Så ukendt og eksotisk …

I whiskeyverdenen (jeg staver det helt bevidst -key, da ‘whisky’ uden ‘e’ udelukkende skulle betegne skotsk whisky (det var i hvert fald hvad de påstod på Glengoyne destilleriet, da jeg var forbi der i 2003)) har man single malt whiskyer – whiskyer, der er resultat af én destillation på ét bryggeri, og ikke en blanding af mange forskellige destilleriers produkter tilsat ‘grain’ – den fæltsmagende industrisprit. En sådan blanding kaldes en blend, og Dimple, Famous Grouse og Chivas Regal er tre drikkelige eksempler på dette.

I ølverdenen har man Single Hop IPA’er. Og det er ikke det samme. Øl er ikke blandinger af forskellige bryggeriers produkter med et industriprodukt a la grain som rygrad. I hvert fald ikke hvad jeg ved af. Al’ øl svarer formentlig til Single Malt på den måde, at øl brygges ét sted af én urt. Når man så har Single Hop IPA’er (eller single hop hvad-som-helst andet. Jeg ser ingen grund til at tro, at man ikke skulle kunne lave samme numre med andre øltyper. Denne fx. er vel en single-hop pale ale), så angiver det, at man kun har brugt én humlesort. I dette tilfælde Azacca, en amerikansk humlesort, der er så u-udbredt, at der i skrivende stund ikke findes en engelsk wikipedia-artikel om den. Man kan lære en masse videnskabeligt og sikkert nyttigt og spændende, hvis man har det mentale overskud til det, ved at læse om den her. Selv går jeg desværre hurtigt kold i den slags (og dén side der, er ikke engang slem) selvom jeg ville ønske, at jeg forstod alt det, der stod der.

Nå – man behøver jo ikke vide alt, for at nyde noget. Hvem har fx brug for at vide alt om programmering for at more sig med et computerspil? Nemlig nej – ikke specielt mange. Hvad jeg trods alt forstår af det, der står på hjemmesiden, er, at Azacca-humlen skulle være rig på citrusnoter og tropisk frugt. Desuden er den opkaldt efter en haitiansk gud for agerbrug. Endskønt jeg er uddannet religionssociolog havde jeg heller aldrig hørt om bemeldte agerbrugsgud. – Denne er der under det navn i sagens natur heller ikke nogen Wikipedia-artikel om. Polske Doctor Brew er åbenbart ikke bange for at begive sig vel uden for det alment kendte i deres ølproduktion, og det borger ifølge denne ølblogger for karakter og kvalitet.

Duften er i hvert fald passende kras og aromatisk. Ikke uden de forjættede citrusnoter, men med dominerende duft af friskknækket træ. Skummet er cremet og klistret, og brygget solgult til kobberorange afhængigt af hvordan lyset falder. Igen er der ikke sparet på restgæren, som jeg denne gang nænsomt undgår at få for meget med af.

Bitterheden er der under alle omstændigheder. Den river godt med noter af gran, men også med et velgørende syrligt element og en bagvedliggende sødme af mango – jo, hjemmesiden, jeg tidligere linkede til, lyver ikke. Fylden er dog lidt skrøbeligere end i den mere klassiske ‘American IPA‘ som jeg prøvede sidst. Også bitterheden viger lidt, og det skyldes nok et lidt mildere element af gær. På en dag som i forgårs, hvor jeg drak den, er den marginalt større vandighed og letdrikkelighed imidlertid tiltrængt. Øl må også gerne læske og behøver ikke altid eksplodere i flående, rivende bitterhed.

Eftersmagen er i øvrigt ganske udsøgt. Et markant element af appelsinsødme blander sig pikant med skarphed af grannåle. Brygget får derved skabt sig et sidste afgørende karaktérudtryk, der adskiller den fra andre IPA’er i almindelighed og fra American IPA i særdeleshed. Letdrikkeligheden i sig selv, og de små forskelle i aroma gjorde det ikke alene.

Så endnu en aldeles nydelig og mere til IPA fra Doctor Brew. Bryggeriet skal dog være obs på, at deres ellers aldeles nydelige IPA’er også er mere end det. At de også er selvstændige bryg, der ikke kommer til at ligne hindanden for meget.

5-stjerner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme