Hvem skulle have troet det?
Jeg nåede lige at få sved på panden i går, da hjemmesiden endnu engang gik ned. Fejlmeddelelsen – en generisk serverfejl 500 – var den samme som sidst, da en opdatering af en af sidens widgets fik det hele til at kollapse. Hvad der forårsagede nedbruddet denne gang har jeg imidlertid ikke den fjerneste anelse om. Gendannelsen gik til gengæld let og elegant. Øvelsen fra sidste gang var intakt, ligesom siden snart var det igen. Et kæmpe hul i visningsstatistikken kunne der til gengæld kun i begrænset omfang rettes op på, da jeg først opdagede fejlen sent på eftermiddagen.
Men så må jeg vel give den lidt mere gas her i slutspurten op til juleaften. Det skal heller ikke glemmes, at der trods alt er større problemer derude i verden. Herhjemme ligger temperaturen midt i december måned fx oppe omkring de ti grader, og der falder så meget nedbør, at min vaskekælder er oversvømmet. I Australien går det endnu værre for sig. Der futter en enorm hedebølge hele østkystens skove af og farver himlen giftigt orange. Verden splittes lige så stille og roligt ad for vores øjne, mens alt for mange lalleglade idioter render rundt og påstår, at der skam ikke er noget galt, og at det bare er ganske naturligt.
Måtte hine tølpere altid gå barfodet, og deres vej være jævnt strøet med legoklodser og tegnestifter.
Sorgen over verdens dumhed kan man jo altid prøve at kvæle i noget juleøl. Den her havde jeg ikke købt i forventning om noget stort, idet forgængerne – No. 16 og No. 4 – kun repræsenterer industriel afglans af de perler, Bryggeriet Refsvindinge har udtænkt, og som Vestfyen i dag masseproducerer på licens. Det første aromaindtryk, det mørke, lavtskummende bryg gør ved skænkning, er forventeligt tamt. Tynd kaffe og en smule røg peger i samme retning som forgængerne.
Men hov! Det var alt for tidligt at aflyse festen! Vestfyen – der endnu engang har stået for det praktiske – har ordentligt taget sig sammen.
Det starter med brændt sukker med et let skud rom. Derefter vælter en fuldfed, sød, tyk sovs af smeltede svesker ind i hver en afkrog af gane og gummer. Et tungt, slubrebryg, der mere end til fulde vil alt det, en juleøl skal ville, for at fortjene en plads ved julebordet.
Og så er den endda ikke engang voldsomt dyr. Var det 15 kroner, rundt regnet, jeg gav i Fakta?
Fair nok – den ryger ikke helt op på niveau med St. Peter’s Christmas Ale – men den er mere end egnet til den fede julemad, ikke mindst hvis man vil undgå den foreløbige topscorers syrlige indslag af egetræ i eftersmagen, der her er erstattet af venlig røgethed.
Gid Vestfyen ville tage sig sådan sammen hver gang.
