Reddet af syren …
Mere og mere bliver pakket ned efterhånden som jeg nærmer mig store flyttedag. At lave videoer før flytningen har jeg opgivet, men jeg vil stadig skrive på bloggen, så længe jeg har øl at anmelde.
Som nu denne hvedebock, eller Weizenbock, som jeg gav min far i fødselsdagsgave – sammen med lidt andet godt. En tysk klassiker, der traditionelt yder noget mere tyngde og substans end den almindelige, and let’s face et, noget generisk kedelige hvedeøl.
Det mærker man straks ved skænkning. En meget mere substantiel duft af franskbrød og banan forplanter sig, end den mere vandede Weizen, hvor sådanne toner typisk er mere antydningsvise.
Smagen er forfriskende syrlig, overraskende fyldig, sprittet, og med en smagsprofil, der vanskeligt lader sig beskrive, ud over at bananelementet også i smagen er præsent. Det er mere en øl man mærker i sin syrlige og insisterende prikken og snitten overalt i mundens slimhinder – en øl man oplever, for hvilket den opnår min umiddelbare begejstring.
Undervejs vokser bananelementet imidlertid til en småvæmmelig klump, som jeg bestemt kunne være foruden. Men det er åbenbart vigtigt for hvedeøl, at de skal smage af banan på en eller anden måde. Var det dog bare en måde, der var velgørende og rar – for det kan faktisk lade sig gøre. Men nej.
Brygget må lide under en bananimpression, der bortjager samme begejstring, jeg ellers gerne viser bryggets syrlighed. Og på vægten formår syrligheden da også at redde en substantiel del af bryggets ære.
