Poetiske oxymora …
Store nyheder i vente … Dem der følger min facebookside vil allerede have fået en antydning af, hvad der kommer. I andre kan jo følge linket (og subskribere, nu I alligevel er derinde. Køn-be-om-med-sukker-på-toppen-og-et-kirsebær …)
Men her på bloggen må det lige vente lidt. Først de første ting, eller hvordan man nu ellers skal danskificere engelske mundheld. Turen er kommet til den sidste øl fra Rocket Brewing, som jeg hentede hjem fra min shop-amok tur i Magasin for efterhånden et stykke tid siden.
Bryggeriet kalder det en ‘Imperial Farmhouse Ale’. Ifølge et af mine tidligere indlæg ville jeg nok foretrække at kalde den en Saison Imperiale (tak, Google Translate). Uanset sproget forekommer betegnelsen at være en selvmodsigelse i begreber … Eller okay, måske er det efterhånden blevet nok med danismerne – der er tale om et oxymoron – og det endda på flere niveauer.
Én ting er, at jeg aldrig er stødt på stilen før. Det er så, hvad det er – selvom jeg efterhånden har prøvet lidt mere end en håndfuld øl, er der såmænd nok nogle stilarter, jeg endnu ikke kender. Nej, det er mere modsætningen mellem på den ene side det imperiale – det kejserlige barokpallads, med alskens krummelurer, gesvejsninger og dillerdaller i alskens former, farver og materialer – ikke sjældendt henholdsvis spiral- og ellipser, gyldne samt guld og marmor. På den anden side har vi det rustikke bondehus, nødtørftigt mokket op i træ med variabel adskillelse mellem beboelse og stald, og selvfølgelig udendørs das. En farmhouse ale, eller saison, er desuden kendetegnende for sin friske letløbenhed. En øl til det varme klima nede sydpå, når man som en anden pukkelrygget Gerard Depardieu skal slide sig selv ihjel på marken, mens publikum bravt keder sin røv i laser …
Det tætteste jeg kan komme på en forening af de to tilsyneladende diamentrale modsætninger må være de romerske Villae Rusticae – antikkens industrielle storlandbrug (men uden sprøjtemidler – så selvom der var slaver overalt, ville Esben Lunde Larsen have hadet, at der ikke var noget drikkevand, han kunne forgifte i produktionsprocessen) af hvilke skiftende romerske kejsere sikkert også ejede et par stykker hver.
– Og nærmere kommer vi nok ikke en forening af begreberne. Men se, hvor vi allerede funderer over stilen … okay, det er nok mest bare mig, der nyder det poetiske i den bevidste begrebsforvirring. Hvad Rocket Brewing mener med stilen til gengæld? Jeg gætter på noget med ‘lidt mere af det hele’ – herunder havre og brunt sukker, og så et spark opad i alkoholstyrke (det skal sukkeret nok sørge for). Dertil kommer bryggeriets signaturgær, brettanomyces bruxellencis – angiveligt et resultat af en uintenderet infektion, som man trods ihærdige forsøg aldrig slap af med. Til sidst slog brygmester ud med armene og erklærede, at kunne man ikke slå fjenden, kunne man vel lige så godt slutte sig til den – såvidt i hvert fald legenden.
Og brygggets titel? Vel, tjek Ratebeer. På hver af Rocket Brewings flasker er der en lille historie om øllet – gerne med et science fiction-inspireret tema. Jeg fanger ikke rigtig pointen her, så opsøg det selv, og mor dig hellere over noget jeg ikke forstår, og derfor ikke kan gengive samvittighedsfuldt eller korrekt.
Bryggets duft byder fortsat ikke på hestesaddel (en egenskab ved brettanomyces, angiveligt). Derimod bydes der på en letgæret, småsyrlig bittersnaps, krydret med fennikel, spidskommen og koriander. Hvis dette bryg ikke kostede en bondegård (how apropriate!) kunne jeg sagtens have fundet på at eksperimentere med det i noget østasiatisk mad. Måske det der specielle surkål, de spiser i Korea.
En bund af lakrids med syre af egetræ behager kæften … en held del endda. Det er en kraftig øl, som en Imperial Saison [men egentlig kunne du også indsætte en hvilken som helst vilkårlig øltype i stedet for ‘Saison’ her] bør være. Den er karakteriseret ved egetræssyren og sine krydderier, hvoraf lakrids og anis dominerer, mens … egentlig ikke så meget andet undlader at gøre noget ved en simpel og effektiv smagssammensætning der fungerer forbløffende godt som den er.
For hver eneste mundfuld overraskes man over, at brygget stadig bare smager af egetræ og lakrids, og at det er mindst lige så stor en nydelse som den sidste lille tår man drak. Overraskelsen over at brygget egentlig bare forbliver der samme, som det har været hele tiden, udgør endnu et fint lille paradox. Det er desuden og som antydet en nippeøl, der med sine 8,6% giver et effektivt buzz, selv når det nydes over den længere periode, som man bør nyde det over.
Untappd kalder den i øvrigt en Barley Wine – det ser ikke ud til at stilen ‘Imperial Farmhouse Ale’ er accepteret derinde. Min umiddelbare reaktion var tilløb til hånlatter – men nu jeg tænker over det, er smagsbilledet jo faktisk spot on, hvad man ville forvente af stilen.
Selvom det orange skum over det bronzefarvede bryg alligevel er lige lovlig højt til at jeg nogensinde ville kalde den det.
