Ask Sarurt, Næstved Bryghus

Lidt dannelse kan altid bruges …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er bekymret for rigets tilstand. Vi har en miljøminister, der vil belønne landbruget for at forurene vores vandmiljø og forgifte vores grundvand. Vi har en beskæftigelsesminister, der vil sikre at det kan betale sig at arbejde ved at lade kontanthjælpsmodtagere sulte og gå fra hus og hjem, så de kan virke som løntrykkere i et allerede presset arbejdsmarked. Endelig har vi en minister for højere uddannelse, der som religiøs fundamentalist og kreationist hader videnskab, og gør alt for at smadre uddannelserne for derved at gøre befolkningen dummere end en klat lunken snot. Med mindre man er stinkende rig, selvfølgelig.

Jeg er formentlig del af den sidste generation, der havde fuld adgang til uddannelsessystemet uden at jeg selv, eller andre, der måtte have det ønske at financiere min uddannelse, behøvede have røven fuld. Jeg nævner det, fordi dagens øl bød mig nogle gåder, som jeg endte med at få knækket, takket være den selvdisciplin og evne til at have med sprog at gøre, der trods alt fik mig igennem et universitetsstudie.

Udfordringen bød sig til i bryggets titel – Sarurt. Ligesom de andre bryg fra Næstved Bryghus‘ Ask-serie er denne øl opkaldt efter – og krydret med – en traditionel nordisk krydderurt, der har givet brygget navnet. Forskellen fra de andre bryg er, at det er næsten umuligt at finde noget som helst nogen steder om urten på nettet. Ikke engang nogle få tvivlsomme linjer på Wikipedia, eller et resultat i Den Store Danske Encyklopædi kunne der hjælpes med.

Det eneste sted, jeg fandt noget om urten, var på ordnet.dk – Den Gammeldanske ordbog online. Her finder man urten omtalt i Henrik Harpestrengs urtebog fra 1200-tallet. Teksten lyder:

“Ær thet menniske swo sterkth ath han wel haffue saaredh helth tha tag en eggeskal fwl medh røgelsse oc lad till the saar vrther og bynth the jrther j eth clædhe oc henk them j en kanne meh øll oc thet øll maa han dricke oc icke anneth øll”

Jeg har efter bedste evne forsøgt mig med en oversættelse til nutidsdansk:

“Er det menneske så stærkt, at han vil have såret helet, da tag en æggeskal fuld af røgelse og føj dertil sarurt (eller sårurt, min fremhævelse – og nej, det ville jeg heller ikke selv have gættet, med mindre en note på arket havde gjort mig opmærksom derpå (o.a.)) og bind de urter i et klæde og hæng dem i en kande med øl. Og det øl må han drikke og ikke andet øl.”

Ville jeg have været i stand til at læse Henrik Harpestrengs 1200-tals-dansk, hvis ikke jeg havde haft en humanistisk almendannelse, samt egentlig faglig sprogkundskab i bagagen? Jeg tror det ikke. Og det er lige netop den fagkundskab, den videnskabshadende forskningsafviklingsminister er mere ude efter end noget som helst andet. Det er især de humanistiske fag, der må holde for. Det er de fag der gør, at vi forstår vores egen historie og kulturelle baggrund, samt gør os i stand til at forstå og kommunikere med andre kulturer.

Desuden gør fagene os til stærke formidlere. Hvor mange humanister har ikke stået bag naturvidenskabelige forskere, når disse skulle levere deres hårde fakta og komplicerede opdagelser til en uvidende skare af lægfolk – herunder de offentlige institutioner og private forretningspersoner, der skal omdanne forskningsresultaterne til varer og instrumenter, der gør vores tilværelse nemmere? Og hvor mange humanister står ikke bag markedsføringen af de varer de private forretningsfolk prakker os på, så de efterfølgende kan få røven fuld? Hvem ved bedre end retorikeren, hvordan et budskab leveres fængende og præcist? Hvem kan komme på bedre emner end historikeren eller litteraturforskeren, der kan trække på alverdens begivenheder og fortællinger, når et spændende emne skal agere løftestang for markedsføringen (som nu fx. historien om de gamle nordiske urter – herunder sarurten)? Og hvem anden end lingvisten kan sørge for, at budskabet om det fantastiske produkt også bliver hørt uden for landets grænser – af folk, der ikke forstår dansk? De borgerliges amokløb på de humanistiske uddannelser gøres i et blidt had til den almene dannelse, så de ikke engang selv opdager, at de risikerer at save den kæp over, de sidder på, og som de har bygget deres rigdomme på.

Vel – hermed mit forsvar for humanismen. Esben Lunde Larsen er – om ikke ligeglad, så blot akkurat bevæget nok til at smile sit blankøjede, tanketomme fundamentalistsmil, klappe mig på hovedet og sige, “det er da meget sødt. Start grønthøsteren”. Mod den type dumhed kæmper selv guderne forgæves.

Og nu til øllet.

Et af de letgenkendelige ord i Henrik Harpestrengs tekst er det, det hele handler om – nemlig øl. Teksten lader faktisk antyde – synes jeg – at øl åbenbart er det, man på den tid drikker, og ikke noget andet. For at patienten kan blive kureret må han drikke det øl, der er tilsat sarurt, og ikke andet øl. Sarurten har ganske vist sine sårhelende egenskaber. Det er dog også påfaldende, hvordan øllet som administrationsform næsten er insisterende – som om man ikke kunne forestille sig andet at putte den helbredende sarurt i – vand fx?

Bryggeriet skriver selv om urten, at det er “en gammel, nordisk urt med en mildt pebret smag og en duft af sommermark i flor”. Det er også ret sødt, men ikke videre informativt.

Selve brygget er flot orange, knækket over i det brune. Skummet opviser en omvendt proportionalitet mellem højde og drøjde. For det bliver godt nok aldrig særlig højt, men er til gengæld massivt som den type skum, man normalt laver kvalitetstobakspiber af. Farven er imidlertid ikke den samme knækkede hvide farve fra rygeaggregaterne. Det er tværtimod nydeligt gyldent, næsten med lød af citronfromage. Ved bouqueten er der hverken noget pebret eller noget specielt blomstret. Det dufter mest af øl efter tysk forbillede. Jeg ved ikke, om der er brugt Halletauer-humle i brygget, men det ville være mit gæt.

Smagen ligger også i det humlebitre hjørne. Brygget er ganske aromatisk i sin bitterhed, der indeholder en snert af vindruekerner og et strøg af ananaskirsebær. Det er lidt svært at sætte fingeren præcis på, hvad brygget smager af, og det passer vel også meget godt til en urt, det praktisk taget også er umuligt at indhente viden om.

Men bryggeriet selv leverer måske et hint til smagen. Sarurt skulle være pebret, og måske kunne den småsyrlige smag, der skærer igennem det ellers nogenlunde fyldige bagtæppe af humle godt minde lidt om fx hele, kogte peberkorns bismage.

Det er også den syrlige smag, der vokser med tiden, og gør brygget en smule langt at komme igennem. Den klassiske, initiale bitterhed er ellers rar, men måske heller ikke i sig selv helt nok til at brygge en stor øl på. Når det så oven i købet er et af de mindre smagfulde elementer, der ender med at dominere, så magter brygget ikke at hæve sig over middelniveau.

Alt for god er den dog under alle omstændigheder til at byde Esben Lunde Larsen. Skulle jeg nogensinde byde ham på noget som helst skulle det være en stuevarm Afskum, der var mindst halvandet år over sidste anvendelsesdato.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!