Før koncertøl …
Allerførst skal jeg rette en fejltagelse. Jeg har tidligere skrevet, at Ask-serien fra Næstved Bryghus er forbeholdt hotel- og restaurationsbranchen, og at bryggene derfor ikke kunne fås i almindelig handel. Åbenbart har jeg misforstået – ikke hvad Excellent Wine skriver om serien på deres hjemmeside, men derimod hvad de mener med det. Når de skriver “Excellent Wine lancerer sin helt egen øl til hotel og restaurationssektoren” fremgår det jo intetsteds at brygget ikke samtidig indgår i diverse supermarkeders sortimenter. Jeg syntes dog det fremgik så meget mellem linjerne, at jeg valgte at melde ud, at det ikke kunne fås i almindelig handel – der kan man være så uforsigtig.
Vi er nået til nummer 3 i serien. Den blev nydt i tirsdags til aftensmaden før jeg skulle til koncert i Amager Bio. På plakaten stod det gamle, amerikanske kult-band The Residents. Første gang, jeg hørte om dem var i billedkunsttimerne i 3. g tilbage i 1993 (wow, er det så længe siden?). Dengang havde de allerede over 20 år på bagen. Aftenens ekstraordinære præstation blev ikke mindre imponerende af, at de nu – med over 40 år på bagen – stadig var aldeles i fuldt vigør. Forfriskende mærkeligt, syret, ekstremt støjende, garneret med nærmest barnagtigt klovneri – sådan er det, og sådan har det altid været.
Koncerten var også en stor oplevelse, fordi det endelig lykkedes mig at opleve dem. Tilbage i 1999 kunne jeg have oplevet dem på Roskilde Festival, men jeg missede dem, da jeg havde drukket for meget billigt hvidvin. I 2011 – tror jeg nok – spillede de i Aarhus, og gamle læsere vil vide, at jeg på det tidspunkt faktisk boede netop der. Imidlertid havde jeg travlt med at have et lille barn, og en uafklaret arbejdssituation gjorde, at det desværre heller ikke skulle blive den gang, jeg oplevede dem.
Men da jeg så for et par måneder så, at de kom til København – og oven i købet mit elskede Amager, så skulle det bare lykkes denne gang – og det gjorde det!
Til aftensmaden før koncerten valgte jeg så denne ‘Ask Salturt’. Krydderiet hedder ikke kun sådan, fordi det smager salt, men også fordi planten er salttolerant og kan gro i saltholdig jord. Desuden er brygget tilsat lakrids og kandissukker. Jeg erkender blankt, at jeg vrænger en kende, ved læsning i etiketten, også selvom jeg minder mig selv om, at det ikke er en tysk middelalder/renæssancetradition inden for ølbrygning, der er forbilledet, men derimod en gammel nordisk tradition … Men … come on. Salturt er spændende nok, men kandis og lakrids? Virkelig?
Til gengæld gør brygget inklusive tilsætninger godt i næsen, og det endda allerede ved skænkning, hvor friske paranødder og kaffe blander sig lystigt. Her mærker man også lakridsen som et skarpt indslag, der imidlertid også kan minde lidt om mørt dækgummi. Visuelt forledes man omgående til den vildfarelse, at der er tale om en stout. Men der er nu tale om en mørk lager-øl – eller en bayersk øl – som dem, Mads Skjern fra Korsbæk ikke drikker. Skummet narrer i den forbindelse også, for jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har set en ikke-stout med så mørkt skum.
Og uanset hvor irriteret man måtte være over tilsætningerne, så er det altså bare godt tilsat og blandet. Den bitre, fyldige kaffe gør omgående godt, ikke mindst fordi lakridsen smager igennem i perfekt velafstemthed med kaffen. Og hvad med salturten, tør man spørge? Vel, jeg gætter på, at den med sin salte smag forstærker og afrunder lakridsen. Egentlig salt smager øllet dog ikke ligefrem, men er der lidt ‘salte fisk’ over den måde, lakridsindslaget leger med smagsløg og kaffe på.
Næstved Bryghus fortjener ros for deres blandeevner – det er ganske vist, og jeg vælger at undlade at ærgre mig over, at jeg nok aldrig finder ud af, hvordan brygget smager uden tilsætningerne.
Ligesom jeg vælger ikke at ærgre mig over, at jeg aldrig fik set The Residents med de fire originale medlemmer af bandet … men hvem de egentlig var, står vist også hen i det uvisse.
