Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Ask Juleurt, Næstved Bryghus/Excellent wine

2016-03-08 17.21.19

Rigtig godt blandet, om ikke andet …

Jeg er nået til den femte og sidste øl i rækken af (ikke helt så) eksklusive øl fra brygsamarbejdet mellem Næstved Bryghus og Excellent Wine udviklet (men ikke udelukkende) til Hotel og Restaurationsbranchen. Jeg har valgt at drikke dem i den rækkefølge, der fremgår af den lille etiket på flaskehalsene, og det er udelukkende derfor, jeg slutter af med den i forhold til årstiden suverænt mest malplacerede af bryggene – nemlig denne ‘Juleurt’.

Juleurten er i virkeligheden en urt ved navn Hjulkrone – ifølge bryggeriet “en gammel lægeurt, som man mente styrkede hjertet og lindrede luftvejene”. Meget mere har jeg ikke selv orket at grave frem, men konstaterer ved almindelig søgning, at den er væsentlig nemmere at indhente mere viden om, end den flygtige Sarurt.

Brygget er, ganske som bryggeriet ellers skriver, ganske mørkt, brunt og så i øvrigt med et ganske fyldigt, om ikke særligt højt, gyldent skum. Duften er krydret med antydning af nelliker og anis, samt bitterhed af kaffe. Brygget er ud over hjulkronen tilsat stjerneanis, kanel og appelsinskal, så den krydrede duft kommer ikke som nogen overraskelse. Og hør nu kæphesten vrinske idet jeg kundgør, at det ville have været mere imponerende, om en sådan krydret duft kunne have været frembragt ved brygkunst alene.

At dømme på smagen, er det stjerneanis, der fylder mest i urten. Her ligger smagens tyngde, og den komplimenteres nydeligt af varm kaffe på nøddebitter bund. Ved bagtungen indtræder et kraftigt, næsten brændende alkoholelement med noter af lakrids. Som en mild Jægermeister snarere end en kras Gammel Dansk.

Jeg kommer til at tænke på dengang på Roskilde Festival – i 2003, er jeg ret sikker på det var, hvor jeg og Gedved gik på opdagelse på teltpladsen lørdag nat, og rendte ind i nogle tyskere, der hældte jægermeister på os, som en landmand fra ‘Bæredygtigt Landbrug’ hælder gylle og miljøgift i vores drikkevand og vandløb … uden videre sammenligning i øvrigt, da jeg ikke er ét sekund i tvivl om, at bemeldte tyskere til enhver tid var bedre selskab end landmænd fra bæredygtigt landbrug.

Ja, undskyld afstikkeren, men jeg så mit snit, både til at vække gamle, gode minder og sende en stikpille af sted til Bæredygtigt Landbrug. Den slags (både det første og det sidste) skal man endelig ikke gøre for sjældent.

Brygget slutter af med et sødt skud rørsukker. Det er sjældent et bryg slutter af på den søde fod, og i det hele taget er det et bryg, der byder på en fuldmoden smagsoplevelse, og tilpas mange gode overraskelser undervejs.

Det er om ikke andet rigtig godt blandet – og vel egentlig også ganske velegnet ved juletid. I det hele taget er den egnet i den kolde og mørke tid, hvor man kan lune sig ved dens varme krydderier og venlige fylde.

5-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 10. juli 2016 — 18:05

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme