På bagkant …
Jeg glemte jo helt at fortælle om min store koncertoplevelse i fredags. Der var budt op til dans – først ved Stonerrockbandet Dustdrome, der varmede op for hovednavnet, det københavnske black metal band Hexis.
Metalscenen i Thy er bare ikke, hvad den er i København, måtte jeg lidt skuffet konstatere.
For selvom bandsene trykkede den max af, så var publikummet svært at få sat ordentligt i gang. Ikke mindst fordi der ikke var særlig meget af det.
En håndfuld – højst femten. Og det talte endda bartender, venner og bekendte af orkestrene og andet vedhæng. Undertegnede var den eneste der havde en forsalgsbillet, kunne førnævnte bartender fortælle mig.
Så selv om Dustdrome leverede udsøgt krattende, vrissende, tæsketunge hængehovedhug i trasketempo – næsten symfoniske i deres beskidte, forstemte disharmonier, kvitterede klientellet sjældent med mere end anerkendende nik … Men anerkendende ikke desto mindre.
Mere hovedrysten – af den op-og-nedadgående slags, må jeg hellere tilføje – var der da hovednavnet Hexis gik på. Her brølede diskantstøjen massivt og metallisk gennem hele rummet, som en storm af glas, møtrikker og bolte der blæste først hud, siden kød af knoglerne, for til sidst at splintre disse i et sidste drøn fra de dybeste afkroge af helvede.
Intenst ondt. Og uden skelen til, at publikum ej var stort – oplevelsen af et top-engageret black metal band i topform skulle de have. Det er årtier siden, jeg sidst har måttet bruge ørepropper til en koncert. Men props i øvrigt til Spillestedet, aka Plantagehuset i Thisted for at have mere end hæderlig lyd i det lille, intime koncertlokale.
Hexis og Dustdrome skal have stor tak for underholdningen i en afkrog af Danmark, hvor den slags oplevelser er noget af en mangelvare. Gid dog flere heroppe ville sætte pris på det, når lejligheden en sjælden gang imellem byder sig.
Vel – det var kulturen vel overstået. Nu til øllet. Jeg tager et hurtigt afbræk fra den sidste måneds faste tema – juleøllene – og tager fat på en anmeldelse, der har haft alt for lange udsigter.
Øllet – en IPA fra Beard Brew – fik jeg i hånden tilbage i september måned, da Øllets dag blev fejret med en ølfestival på Thisted Bryghus. Lidt for længe lod jeg den måske ligge før åbning – og anmeldelsen derefter har også været længe undervejs. Og dog – den er sådan set allerede anmeldt på video, men jeg har blot ikke fået taget mig sammen til at skrive om den før nu.
Den har fået påhæftet betegnelsen ‘Asian’ fordi den er krydret med ting og sager, der hører det asiatiske køkken til – korianderfrø, galangarod, citrongræs og citronsaft. Det giver brygget en frisk bouquet, der dog i første omgang ikke forekommer videre asiatisk. Hvedebrød og vanilleis er, hvad duften får mig til at tænke på.
Aromaen følger trop med friske, søde noter, hvor krydderierne dog titter mere frem. Dertil kommer IPA’ens signaturaroma – den karske bitterhed, der her holder sig en smule tilbage, for at lade de sødtkrydrede aromaer træde mere frem. Med fyrrenåle som fundament og så ellers citrus- og vanillenoter i forgrunden spiller Beard Brew også op til dans – spraglet og festligt, og samtidig mere end fyldigt nok til, at der er oplevelse til mange minutters nip og nydelse.
Jeg håber virkelig at Beard Brew får den opmærksomhed, de fortjener. At øl af denne kaliber aldrig skulle nå ud til den brede befolkning ville være en vældig skam.
Det samme må siges om Hexis og Dustdromes berømmelse i Thy. Der er skaden desværre sket: ALT for få mennesker heroppe har fået del i deres velsignelser … eller forbandelser.
Det er trods alt black metal.
