Til den våde påskefrokost …
Jesu Kristi opstandelse skal fejres på behørig vis, med overdådige påskeorgier og hvad dertil hører – snaps og selvfølgelig stærk øl. Sådan gør vi i Norden, men det er næppe derfor, at Aros-seriens påskebryg fra De Jyske Bryghuse benævnes “Nordisk Påske Ale“. For markedet oversvømmes især af undergærede påskebryg – hvert bryggeri har gerne sin kavalkade, så det særligt nordiske er vel nok fuldskaben og excelleringen i fermenterede produkter, og ikke som sådan det overgærede som særligt koncept. Heller ikke til påske.
Med Carlsbergs, Royal Unibrews og Harboes altdominerende produkter fristes man tværtimod til at sige – ja, tværtimod. Undergærede pilsnere over hele linjen, og måske nok en lidt stærkere en af slagsen til påske, og ingen overgærede påskebryg overhovedet. Dem skal man til de mindre bryggerier for at finde. Så hvad det særligt Nordiske ved nærværende øl skulle være, forbliver en gåde.
Men flot er det. Rigtigt kobberrødt, og det ser man sjældent, med flødefarvet, ikke uklæbrigt, omend hastigt faldende og højlydt knitrende skum. Duften er noget fjern, letsødlig og med et syrligt indslag af grønne æbler.
I smagen hæfter man sig snart ved … at den ikke smager særlig markant. Indledningsvis mærker man en vis æblesødme i de første mundfulde, men det brænder aldrig rigtig igennem. Brygget føles dog rent, glat, letsyrligt med indslag af citrus (det fremgår af etiketten, men er faktisk det eneste derfra, jeg rigtig kan genfinde i brygget) og så med en bitter, rå humlekant, der efterhånden vokser.
Fra de sødlige æbler ændrer brygget efterhånden karakter og bliver mere bittert. Det er en rå, frisk bitterhed af gær, der først mærkes ved gummerne foran i munden, og efterhånden breder sig til mandlerne, for at gøre sig stor i eftersmagen med en bitter smag af humle og nåletræ. Nogle vil sikkert ærgre sig over den tiltagende bitterhed, selv synes jeg faktisk det redder brygget fra at blive alt for kedeligt, men det er alligevel ikke nok til, at jeg synes, at brygget gør noget særligt væsen af sig.
Det forbliver en halvtynd og ufyldig omgang, der er bedst til at kastes lige i løgnhalsen mellem snapsen og stjerneskuddet midt i påskefrokosten. Det skal ikke smage af for meget, men i skabelsen af en effektiv brandert gør det med sin guldølsstyrke på 5,5% da bestemt det arbejde, den er udtænkt til.
Og det er som allerede antydet også ret nordisk.
