Vi må se …
Først og fremmest et rungende go raibh maith agaibh (= tak på dansk. Det irske sprog kan synes en kende omstændeligt) til Joanna og Jon, der havde en runde Holbæk Bryghus-bryg med ved deres besøg sidste år. De har stået og samlet støv, men er nu endelig kommet i køleskabet – og denne er så blevet åbnet og nu nydt. Nu skulle det være! Og det er en kæmpe lettelse, endelig at kunne prøve nogle andre øl end de evige julekalenderøl, der kom til at fylde alt for meget både sidste og indeværende år.
Navnet har brygget efter flækken Arnakke syd-sydøst for Holbæk. Jeg kender ikke stedet, men hvis nogle skulle ønske at anprise stedet for det skønhed, skal man være mere end velkommen i kommentarfeltet. Evt. kan man uploade billeder på facebook-siden fra området.
Men Arnakke it is. En lys pilsner – og det er jo en genre, jeg efterhånden er så trænet i at smage, at jeg kan pille selv de mindste forskelle ud på selv de mest anonyme industripilsnere. En sådan skulle der jo ikke være tale om her.
Jeg skal indrømme, at mit noteark til dette bryg er gået tabt, så jeg må skrive ud fra hukommelsen. Og fra hukommelsen er alle sikre data om duft væk. Men det er måske heller ikke ubrugeligt, idet man da kan konkludere, at brygget dermed ikke har kunnet gøre noget længerevarende indtryk.
Smagen kan jeg derimod huske. Vandindtrykket vender tilbage, og man frygter at Holbæk-pilsner er ligesom – ja, tysk pilsner når det er kedeligt. Heldigvis titter der da nogle små, velgørende karaktertræk frem, som redder dagen og pilsneren. Et skarpt element af grannåle gør godt for gummer, gane og de egne af halsen, hvor man udstøder gutterale lyde. (Dem er der 6 forskellige af på irsk. De 4 af dem er betydningsdifferentierende.)
Og selvom det måske ikke er særlig kraftigt, så er det markant nok til at give brygget karakter, så det vinder mere end bare en standardkarakter herfra.
