Fra Klosterbryg til Apostelbryg …
Man skulle jo tro, man var inde i en interessant stime – først et klosterbryg og nu et apostelbryg. Velsignelserne må stå i kø til et kor af engle, der synger fra det høje. Forventningerne havde i hvert fald fået et lille nøk i vejret, da det endelig så ud til, at der var en antydning af variation af den evige strøm – eller flod – af enten tynd pilsner, eller tynd Hefe-Weizen.
Så med troen, kærligheden og især håbet intakt blev øllet knappet op, hvorefter forventningerne tumlede som de fordømte sjæle ned i helvede på dommens dag. For endskønt det cremede skum nok kunne minde om de små nuttede skyer, som englebasserne sidder og spiller harpe på, så viste det gullige bryg en afslørende affinitet med helvedes flammer.
På almindeligt sekulært dansk – vi var tilbage ved pilsnerøllene. Og hvorfor Privatbrauerei Eichbaum slynger om sig med bibelske himmeltitler til profant pilsnersprøjt må høre mysterierne til. Almindeligt velbehageligt, omend intet under, var imidlertid duften, der kunne kradse lidt af kommen i næbbet. Man skal ikke glemme, at det er en øljulekalender, jeg fortsat er ved at slæbe mig igennem, og i den forbindelse passer det krydderi jo fint.
Duften går såmænd igen i smagen, så der er lidt mere at komme efter end man er blevet vænnet til. Man skal dog minde sig selv om, at brygget stadig er halvtyndt på trods af det krydrede indslag og den lidt mere nærværende humle.
Thi noget himmelsk bryg er der ingenlunde tale om. På den anden side var analogien til de foredømte sjæles tumlen ned i helvede vist også lige på den grove side. Brygget er slet ikke så ringe endda. Glimtvis er det faktisk en nydelse, selvom det i det store billede stadig glider ned blandt de alt for mange anonyme pilsnere, kalenderen i øvrigt er alt for fuld af.
