Anu Imperator er en Imperial Stout fra de gæve bryggere på den nu nedlagte Næstved Kaserne. Etiketten lader til at slå et akkadisk/ sumerisk/ mesopotamisk/ assyrisk tema an med en Gilgamesh-figur i profil, der er i færd med at nidstirre en ørn. Oven over står skrevet med ildevarslende gammeldags skrift: “The root of all evil is the heart of a black soul”. Der gøres meget for at slå de dunkle toner an og skabe den helt rigtige dystre stemning før brygget åbnes.
Og netop åbningen skal ske med en vis varsomhed. Fx er det en rigtig dårlig idé at åbne brygget, nyde den spæde pift af frisk tjære og lakrids, og så lade det stå, mens man lige klarer opvasken. Især hvis man har anbragt flasken på sit computerbord lige over stikdåserne til PC’en, printeren, bordlampen med videre. Det kan nok være, at nærværende blogger fik travlt med at skadesbegrænse, da det begsorte bryg i form af sit chokoladefarvede skum helt uden hjælp fandt vej ud af flasken, ned på bordpladen og via væggen søgte mod gulvet i tunge klask. Her smygede det klæbrige bryg sig aldrig så kælent om kabler, fatninger og stik til noget af mit kæreste elektroniske isenkram.
Bouqueten fejlede fortsat ikke noget, og når brygget sådan er bredt ud over et par hundrede kvadratcentimeter kan man rigtig nyde sødmen, tyngden og den lette røg der tilsammen minder én om finsk lakrids … hvis altså ikke det paniske forsøg på at rede ens elektriske udstyr sådan distraherer.
Nå – det allermeste af brygget fandt da alligevel vej til mit glas.
Brygget smager lige så tæt som det er at beskue, men den venskabelighed, uhøjtidelighed og menneskelige varme, jeg blev modtaget og beværtet med på bryggeriet ser ud til at brænde igennem uanset hvor dystre, bryggeriet ellers får deres bryg til at fremstå. Vel er lakridssmagen alligevel ikke så sød som duften lod antyde. Den er til gengæld tung og potent som man som barn af firserne kender den når man havde ondt i halsen, men der er ingen salmiak eller salt i, så tyngden til trods virker den alligevel afrundet og rar.
Det samme kan man sige om det bitre kaffeelement. Der er rigeligt med bønner, der imidlertid højest er mellemristede så også bitterheden bliver rar, varm og rund. Også røgen er venlig, skabt af de fineste flammer fra det tørreste træ, hvor bryggets farve snarere antyder sort olm af bildæk og andet giftigt brændsel – men nej.
Det er ikke nødvendigt med alt det grumme, giftige og grusomme. Uanset hvor meget Kongebryg ellers prøver at få deres øl til at se dunkle og ildevarslende ud, så forbliver de på forunderligvis venlige og rare.
Men der ingen grund til begræde hjertevarmen, venligheden og hyggen bag dødningehovederne og den ildevarslende tematik. Hvem siger, at en øl ikke kan være en stor oplevelse blot fordi den kun aer med hårene, udelukkende hvisker søde ord i øret på én, og vugger én aldrig så velbehageligt til hvile?
Ikke denne blogger i hvert fald.