Nu har jeg aldrig …
Velkommen til julemåneden! Allerførst må jeg lige indskyde en rettelse fra sidst. Jeg fik på forsmædelig vis bildt læserne ind, at den sidste øls betegnelse som Quadruple skyldtes en firedobbelt gæring af produktet.
Det viser sig at være sludder. Betegnelserne Dubbel, Tripel, Quadrupel og eventuelt noget, der går endnu højere op (proportionelt med lix-tallet, gætter jeg på) angav oprindeligt alkoholstyrken, og altså ikke noget om, hvor mange gange øllet var gæret. Til gengæld havde jeg ret i oprindelsesstedet for betegnelserne, nemlig Belgien. Det – og mere om, hvordan man siden har forsøgt at præcisere betegnelserne kan man læse her. Martin Sundbæk Johansen skal have tak for at have lagt linket på min facebook-side, og Michael Knudsgaard, Danske Ølentusiaster, skal have tak for at have vist mere kritisk sans end jeg har kunnet mønstre, ved at åbne debatten samme sted.
Nu til dagens indlæg.
Mentalt kan læserne indsætte min sædvanlige tirade om, at jeg ser mig selv som forbrugernes blogger ind her, som forklaring på hvorfor jeg fortsat beskæftiger mig med fusionskonsortiet Royal Unibrews misvisende Anarkist-serie. Det er – kan jeg fortælle eventuelle nye læsere – så’n en embeds medfør-ting. Jeg gør det, fordi jeg føler en form for forpligtelse over for læserne, og i mindre grad for at tilfredsstille egne masochistiske fornøjelser.
Var det for sidstnævnte, jeg tog fat i denne fjerde, og foreløbig sidste i serien, ville jeg også blive slemt skuffet, for pinen ved dette bryg, måtte jeg – ærligt indrømmet – lede længe efter …
Altså … skummet over det natsorte bryg er jo faktisk ikke særlig holdbart eller prangende. Der er snarere tale om en kraftigt brusende øl, frem for en egentlig skummende én af slagsen, men selv bruset formår jo faktisk at glæde lidt, med sin lettonede gyldne lød. Og selvom det har så ganske travlt med at falde, knitrer det jo både lystigt og fornøjeligt imens. At brygget i øvrigt er aldeles letflydende er lige så oprørende som i sidste øl – Amager Bryghus’ quadrupel – hvilket vil sige ikke. Der er trods alt tale om en brown ale, og ikke en stout.
Men brown ales – dem har vi dælme ikke været heldige med … eller jeg har i hvert fald ikke. Hvor mange gange har jeg ikke åbnet en brown ale i forventning om en tæt, mørk oplevelse, og fået en uindspirerende omgang vandpjask i stedet for? Og ikke engang det kan den her brown ale finde ud af at leve op til. Ikke alene dufter brygget ganske pragtfuldt af karamel og middelmørk chokolade med en snert af røg, næh, oven i købet breder denne aldeles nydelige bouquet sig i en radius på flere fod fra flaskehalsen allerede idet kapslen letter.
Denne brown ale er bestemt ikke god til at være som brown ales er flest – og især da ikke som industrielle brown ales er flest!
Og i smagen går det ligeledes galt. Man må give Royal Unibrew, at brygget er ganske letflydende og glat mod mundens indvendige konturer – men det er stort set også det eneste, hvor brygget i sin karakter lever op til sin industriprodukt-kategori. Der er alt for meget aroma! Og ikke nok med det, der er endda tale om god aroma. En industriel brown ale skal da ikke smage af flydende lys karamel i en skal af mørk chokolade med et finurligt strejf af cognac … hvad ligner det!?
Vel, nogle gange er det åbenbart ingen pine at være ude i embeds medfør. Brygget her er vitterlig en nydelse, ikke bare de industrielle omstændigheder taget i betragtning, men bare en nydelse … Dens kombination af letdrikkelighed og sødme gør den ganske egnet til fed julemad, så uden at være tænkt som en sådan vil den gøre det godt til den stundende højtids sul. Jeg har endda reddet mig et par ekstra eksemplarer til månedens udløb.
Sidste måned sluttede med at det totalitære racistiske parti DF fik sin våde drøm om en KZ-lejr på en øde ø opfyldt. Denne måned startede meget meget smukt på bloggen som en aldeles ringe modvægt til sidste måneds politiske rædsel – men dog en modvægt, der måske kan skabe lidt lys her i den på flere måder alt for mørke tid.
