Anderledes ølkoncept (Ferieøl IV)
Mange steder på nettet fremgår det, at det tidligere blev anbefalet ammende mødre at drikke øl – især hvidtøl – for at få mælken til at løbe til lettere. Jeg skylder læserne her med det samme at indskyde, at ligesom man kan finde belæg for rådets eksistens, og at det på flere netfora fremgår, at hvidtøl har været frit tilgængeligt på fødegangene for bare 3-5 år siden, så er der intet videnskabeligt belæg for, at det skulle have nogen effekt.
Ikke desto mindre er det gamle husråd baggrunden for BeerHeres Ammestout. Måske kunne man godt have ønsket, at det fremgik af øllet, at øldrikning og amning for at sige det mildt ikke er en anbefalelsesværdig cocktail, så hermed er dagens pegefinger løftet over for Christian Skovdal Andersens ellers interessante, kunstneriske og iøvrigt lødige markedsføring. For han må sgu gerne vise en tegning af en ammende mor, der bæller øl på etiketten – men der mangler måske en disclaimer a la ‘do not try this at home’ for at alt ville være helt i orden. Så det er tre tommelfingre op for et dristigt, for ikke at sige småprovokerende ølkoncept baseret på en gammel ammestuehistorie (ordspil intenderet – selvfølgelig) og en ned for ikke at gøre det tilstrækkeligt klart, at det netop er det – en ammestuehistorie.
Til gengæld fejler øllet intet. Det er brygget med laktose og tilsat kaffe, og har derfor ikke meget med hvidtøl at gøre. Til gengæld er mælke- og ammetemaet gennemført ret konsekvent, bortset fra, at husrådet i de former, jeg er stødt på, ikke nævner kaffe. Som nævnt i sidste indlæg, var øllet en gave fra min gode ven Marcus. Min vivs og min lille pige på knap tre måneder bliver selvfølgelig fortsat ammet, og han syntes derfor det passede så nydeligt. Jeg kan kun give ham ret.
Når brygget er skænket (det tager sin tid, for det skummer meget, og jeg fortrækker ikke at hælde glasset, når jeg skænker, da et andet husråd (som nok også skal vise sig at være en ammestuehistorie) siger, at øl skal skænkes lodret, før man får det fulde udbytte af det) breder den brændte, vinøse aroma sig omgående i lokalet. Når nu øllet ikke bør indtages af ammende mødre, kunne det til gengæld få en fremtid som alternativ til otrivin og andre næsesprays, for hvis bouqueten indsnuses giver den faktisk luft i næsen – og man slipper for den ubehagelige, stikkende fornemmelse som næsespray giver. I stedet kan man nyde duften af kaffe, farin og vanille. Skummet, der klistrer ganske kraftigt, kroner sig højt, lysebrunt og boblende nederst, cremet og tykt øverst.
Det er en vidunderligt sød øl, hvor den tilsatte kaffe blander sig med de søde farinnoter, der vel nok stammer fra det tilsatte bryg-mælkesukker. Ja, den var bestemt ikke gået i Tyskland. Vanillen fra duften mærkes også, men kun antydningsvis. Hen over det hele hviler en pikant cognac-essens, der bæres af lige tilpas ristede maltnoter. Det giver brygget en rigtig god fylde, uden at brygget føles sprittet på nogen måde. Snarere føles den faktisk mælke- eller flødeagtigt, men det er efterhånden så længe siden, at jeg selv blev ammet, at jeg ikke kan være læserne behjælpelig med en vurdering af, hvorvidt det vitterlig føles som ammemælk. Øllet holder 6,5% hvilket er væsentligt mere end fx Fat Cat, men alligevel ikke så meget, at man føler sig beruset bagefter.
Sukkeraromaerne tager efterhånden over, og det ender næsten med at føles som en mundfuld brunt sukker, der først krystalliserer, siden smelter på tungen. Alligevel bliver øllet ikke kvalmt, for det hele afrundes fortsat af de bitre kaffe- og ristede maltnoter. Det er en meget venlig øl. Som et stort, moderligt kram, der heldigvis aldrig kammer over, og bliver moderligt på samme måde som i Pink Floyds efterhånden bedagede sang.
Og bag sukkeret, malten, kaffen og cognac’en lurer vandet stadig. Der er ‘vandhuller’ i smagen, fx lige før man synker, der godt kunne være fyldt ud af et eller andet – fx mere brændt malt eller mere kaffe. Og selvom det alt sammen smager meget godt, er det jo ikke fordi, man ikke har set smagsbillederne før. Måske ikke lige i denne kombination, men brygget er, omend godt, så ikke ekstraordinært nyskabende.
Som et lille barn ved moders bryst? Måske ikke helt – men derhenad.
