– Gør sit arbejde …
Jeg må indrømme, at jeg faktisk er en smule træt. Dels efter en hård dag på arbejdet, men også en kende af det pres der ligger i at skulle anmelde tolv øl på ni dage.
Og så er det jo rart, at der ligger øl klar til én, netop efter en hård arbejdsdag, netop som man har allermest lyst til et køligt fermenteret humlebryg, på trods af det pres, der godt kan nage lidt ind imellem.
Jeg valgte en øl, som en lidelsesfælle ud i bloggeriet havde hældt i vasken for at være ‘fornærmende anonym’ – og det var netop på baggrund af den kommentar, i ønsket om noget ukompliceret, at jeg valgte denne øl i aften. Nogle gange har man bare brug for noget enkelt og simpelt – måske tyndt endda – til at klare hjernen, så den ikke larmer så forfærdeligt efter at man hele dagen har haft lidt for meget om ørene.
Passende simpel er listen over ingredienser i hvert fald. Vand, humle, malt og gær – så kan det næppe være enklere eller renere, og Fur følger altså ikke med strømmen af bryggerier, der blander obskure ingredienser i øllet for at få det til at smage af andet end øl. I betragtning deraf er Furs overholdelse af Reinheitsgebot i sig selv forfriskende.
Og så gør det jo ingen skade, at brygget faktisk byder på en mere end godkendt visuel oplevelse. Øllet stiger flot kobberorange under en krone af hvidt og mere end godkendt cremet skum, der da også formår at klæbe en smule. Duften gør til gengæld ikke meget væsen af sig. Den er fortrinsvis syrlig af citrus og græs, med en ledsagende sprød bitterhed af humle. Gynteren skal stikkes godt ned i glasset, for at få detaljerne i duften frem, for af bouquet er der ikke meget at komme efter, og den varslede anonymitet står på spring.
Men så smages brygget. Og nu må erklære mig aldeles uenig med den gode Martin Petersen (der bestyrer bloggen ‘Stovt‘) der var den, der kaldte brygget fornærmende anonymt. (Han er jo også mest til sort øl). Munden fyldes af tør, lækker og gennemtrængende bitterhed af … ja, af hvad? Tjørnegrene? Birkebark? Jeg kan ikke sige det, og som et long shot – en sidste chance for at finde ud af hvad der giver den fortrinlige sprøde, knasende bitterhed, tyr jeg til beskrivelsen på bagetiketten. “Tre forskellige malttyper samt Cascade” – Ja! Det må være det! Og dermed er min yndlingshumle – efter knap fire års bloggeri – endelig fundet.
Det er simpelt, ganske ukompliceret men også aldeles vederkvægende i sin bitterfriske kækhed. Brygget gør måske ikke det store aromatiske væsen af sig. Fylden er lige netop stor nok til at brygget ikke føles tyndt, og så er der ikke den store variation eller de store armbevægelser i smagen. Men det gør ikke noget, for som jeg bemærkede i indledningen – nogle gange har man bare brug for noget simpelt; og denne øl er både simpel – og overraskende kraftig i sin sprøde, tørre, knasende og vederkvægende friske bitterhed. Den hviler smukt i sin simplicitet, og for en træt blogger,der kommer kvæstet hjem fra arbejde gør den sit arbejde – rigtig godt endda. Oven i købet kan den nydes længe efter at den sidste dråbe er dryppet ned i svælget, for den bitre smag klæber som kontaktlim til mandler og gane.
Nårh ja, Fur har i øvrigt stavet eventets navn forkert på forsideetiketten. Sikke noget, tsk tsk …
