Ganske autentisk …
Så var der lige et hængeparti at følge op på … Før der gik Ølfestivalg i den for alle pengene, var jeg jo i gang med et femårs jubilæumstema i anledning af, at det polske bryggeri Doctor Brew havde kastet en bunke øl i nakken på mig. Jeg må hellere komme i gang med dem igen, før jeg glemmer dem, eller et eller andet.
Selvom denne IPA er brygget efter amerikansk forbillede, er den modsat de første to Doctor Brew-bryg ikke lagret på bourbon-fade. Det har vist sig ikke at være det største problem. Den visuelle oplevelse af brygget starter længe før skænkning, hvor man kan se de stor klumper af restgær tumle rundt i flasken. Også skænkningen er en oplevelse. Det gyldne skum tårner sig som citronmarengsmasse op over glassets rand – som om det ikke var fryd nok blot at beskue det kobberorangebryg … der knækkes over i en mere brunlig nuance, da restgæren ryger med op. Ups … Om det nu var klogt må vi jo få at se …
Bergamotolie i duften – ja, man kan allerede høre Stars & Stripes Forever for sit indre øre. I smagen er bergamot- og blomsteraromaen dog noget afdæmpet til fordel for en mere old school IPA-bitterhed af træ, grannåle og et indslag af brændenælder samt en vældig fylde af gær, der overraskende nok ikke bliver klæg eller sur.
Det er godt, solidt og meget klassisk. Bitterheden er lige præcis så fandenivoldsk som man ønsker og forventer, alle IPA-ønsker indfris, og man sætter veltilfreds glasset fra sig, og går så i gang med at nyde eftersmagen, der stadig mærkes tydeligt i hvert fald en halv time efter at sidste dråbe har forladt glasset.
Klassisk, som sagt, solidt, næsten stereotypt, og man sidder måske alligevel og ærgrer sig lidt over, at det er så klassisk, og at selvstændigheden og idiosynkrasien drukner i klassikken. De blomstrende aromabomber af roser og hyldeblomst, som man ind imellem er så priviligeret at opleve i IPA udebliver. Brygget mangler lidt ud over at være en IPA.
Men en god IPA er det nu alligevel.
